Selvom jeg flere gange har skrevet om La Ca’ Növas 2 top Barbaresco vine, så har jeg sjovt nok aldrig skrevet om denne almindelig basis Barbareco. Men bedre sent end aldrig.
Druerne til vinen stammer fra de 3 velkendte marker Ovello, Montestafano og Montefico.
Vinen er spontangæret med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen lagret på fad i 18 måneder, før den hældes på flaske.
Vinen er dejlig lys og transparent i glasset, men duften er freaking fantastik med en læder, sådan nobel og dekandent duft, hvor der er sødme, tørrede roser, vanilje, ristede noter, ristede nødder, teaktræ, linolie, jordbær, hindbær og tranebær … nøj hvor det dufter godt.
I munden er det med den samme en tør vin, hvor frugten dog har friskhed. Det er tranebær, jordbær og balsamisk eddike. Der er også sygt tørre og bidske tanniner, hvor der også kommer lidt bitterhed, earl-grey te, hvid peber, salt og campari. Men for pokker … af en basis Barberesco er det et vildt højt niveau.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 170 kr.