Fra Millésimes Alsace DigiTasting® testkassen fra Domaine Mann startede vi hårdt ud med deres Riesling Grand Cru Pfersigberg 2018.
Vinen er lavet ved, at Riesling druerne fra Grand Cru marken Pfersigberg først presses blidt, hvorefter mosten dekanteres og får lov at hvile køligt i 24 timer før gæring sker i store rustfrie ståltanke. Efter fermenteringen får vinen lov til at lagre cirka 10 måneder på bærmen – sur lie – og efter filtrering og aftapningen på flaske, så lagrer de fleste af vinene op til 2 år inden frigivelse.
Det har denne knap nået. Vinen har 3 gram restsukker og der er alene lavet 1.500 flasker af vinen i denne årgang.
Lidt smøragtig og let duft, meget luftig og lækker, blid med lige et anstrøg af lidt petroleum, gule æbler og pærer, citroner og endda lidt kødfuld. Det dufter herregodt og har en smule sødme til at afbalancere frugten.
Smagen er klassisk Riesling … masser af citroner og lemon, så man spidser omgående munden til et kys. Og vinen svarer igen med syren, men også en lidt most … næsten æblemost, som samtidig gør vinen ret saftig. Smagen er klart mere robust og maskulin end duften, men det er koncentreret og flot Riesling.
Fundet herhjemme hos Compagniet, hvor en flaske (2017) koster 345 kr.