Denne Chianti Classico er den vin, som familien Ruhne på den lille vingård Terreno laver fleste flasker af. Hvert år producerer de nemlig 40.000 flasker og udgør således 40% af hele produktionen.
Terreno skriver selv, at vinen er lavet på Sangiovese, men ifølge VinGuruen er der imidlertid 5% Merlot blandet med. Vinen er så lavet i rustfrie ståltanke med en gæring alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på store 24 hektoliter egefade.
Fadlagringen klæder virkelig vinen … i næsen er der nemlig langt mere dybde, mere generøs og langt mere i harmoni. Det er modne kirsebær, skovbær, skovbund, svampe, tobak og et tydeligt præg af våde fade og så alligevel en rimelig frisk syre, som giver vinen liv, en småsyrlig friskhed kombineret med grønne urter, estragon, salvie og lidt mentolagtig parfume.
I munden er vinen langt mere frisk og syrlig end duften egentlig lovede. Frugten er stringent, streng og stærk … knuste hindbær, ribs, lyse blommer med tørre, lyse, grønne og uforsonlige tanniner, noget bitterhed, sten og jern. Det er en ung, ilter og direkte no-shit Chianti Classico med nerve.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 165 kr.