Med næste vin i det blågule spor fra det svenske vinhus Terreno i Toscana skiftede vi farve. For nu er det deres rødvin il Momento, der er lavet på Sangiovese og Merlot.
Druerne vokser på terrasser med syd /sydvestlig hældning på nogle af husets vinmarker i 350 højde med stenet jord, primært bestående af grå skife. Høsten og sortering i marken sker med håndkraft. Inden afstikning håndsorteres druerne endnu engang, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen er vinen lagret 6 måneder på ståltankene inden aftapning på flaske.
Faktisk er næsen ret fin … meget italiensk med violer, urter, tomatgrene, lys og balsamisk med meget frugtrig kirsebær, umodne blommer, læder, let skovbund, lys tobak og med en snert af rå champignon.
I munden er vinen oppe på tæerne … noget rustik, syrlig og med småskarpe kanter. Frugten er ren, jernagtig med hindbær, ribs og igen de umodne blommer. Der er bid og streng syre, men virker lidt til den uforsonlige side og skriger nærmest på lidt mad.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 110 kr.