I 1658 gik svenskerne over isen og besejrede danskerne. Nu vil den svenske familie Ruhne med Sofia Ruhne i spidsen forsøge at erobre Toscana med sin vin fra vingården Terreno udenfor byen Greve i Toscana. Nu smager vi i hvert fald næste vin fra Terreno, nemlig deres Rosato di Toscana.
Vinen er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra husets marker i 350 meters højde. Druerne er høstet med håndkraft og presses efter ankomst til vineriet med det samme med en ganske kort skindkontakt, hvorfor vinen også er ganske bleg … og mere bleg end det måske fremgår af ovennævnte foto.
Vinen er alene vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor gæringen er sket med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så også lagret sur lie i ståltankene i 6 måneder inden aftapning på flasker.
Duftmæssigt er vinen sådan småparfumeret med en sødsyrlig frugt, sådan nærmest hyben, hindbær, rabarber, stikkelsbær, altheabolsjer, gule blomster samt en snert spidskommen. Det er en vin, som vinder med lidt tid i glasset.
Smagsmæssigt har vinen mest sådan hindbær og jernagtige smag, meget let og næsten grænsende til småvandet. Syren er dog fin og har både lidt lemon, grape og syrlige røde bolsjer. Der er frisk, ren, lys og med syrlig, småbitter kant og sødme er der ikke meget af. Dermed ligger jeg lige i spændingsfeltet mellem 3,5 og 4 fingre.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 135 kr.