2019 Sobrero, Moscato d’Asti, Piemonte, Italien

2019 Sobrero, Moscato d'Asti, Piemonte, ItalienMoscato aka Muscat er en af de ældste og mest udbredte druer, men det er faktisk sjældent, at jeg smager Moscato d’Asti vine. Nu gør jeg en undtagelse med én af slagsen fra Sobrero Vini, der ligger på adressen Via Alba Monforte tæt ved den gamle landsby Castiglione Falletto omkring 5 kilometer nord for Montforte d’Alba.

Vingården er grundlagt i 1940 af Francesco Sobrero, som købte ejendommen Ciabot Tanasio sammen med hustruen Teresa. Familien stammer oprindeligt fra Spanien – Sobrero betyder jo også hat på spansk – men slog sig ned ved de blide bakker i Castiglione Falletto for generationer siden.

I dag drives vinhuset af sønnen Pier Franco Sobrero sammen med hans hustru og to børn. De har gennem tiden renoveret den gamle vingård, hvor de har deres administration og smagslokaler, mens selve produktionen af vinene fortsat sker i den gamle vinkælder.

Samlet har familien Sobrero omkring 20 hektar vinmarker, hvoraf 13 er beliggende i Castiglione Falletto … endda ligger 6 hektar rundt om selve vingården, mens de øvrige marker er spredt udover kommunerne Barbaresco og San Marzano Oliveto.

I Castiglione Falletto dyrker familien Dolcetto, Barbera, Nebbiolo og Chardonnay, men i Barbaresco er det kun Nebbiolo og i San Marzano Oliveto er det Moscato Bianco.

Og denne Moscato d’Asti er én af husets 9 vine, lavet med Muscat druer fra en 1,7 hektar stor vinmark i San Marzano Oliveto i omkring 180 meters højde. Efter høst presses druerne  og mosten nedkøles så til næsten 0 grader, hvorefter en lang gæring sættes i gang indtil man når en alkoholprocent omkring 5%. Så er vinen egentlig færdig og klar til aftapning på flaske.

Duftmæssigt friske og søde vindruer, lidt valnødder, honningmelon, muskat, hyld, fedme og sødme hånd i hånd og man fornemmer også svagt et lille og beskeden syre, som forsøger at få fodfæste, men helt retfærdigt taber kampen, for en Moscato d’Asti skal være en sød lille italiensk sexbombe.

I munden er vinen vitterlig med sød, men alkoholprocenten ligger også nede på beskedne 5%. Det er god fornøjelig voksensaftevand med et beskedent blidt brus … alt faktisk i god balance for en sådan sød bombe. Det lille brus nærmest løfter det søde og skaber en fin ligevægt. Den kalder på en god dessert, for der vil vinen virkelig folde sine sukkervinger ud.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7