2014 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, TysklandDer går sgu i øjeblikket ren Spätburgunder i den her på Houlbergs Vinblog … men er det ikke herligt? Næste af slagsen er en fin 2014 J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder fra Weingut Adeneuer ved Ahrweiler i fantastiske, dejlige Ahr.

Da jeg sidst smagte vinen, så var det under et besøg hos vinhuset sidste år, og dengang var det i en årgang 2016 af vinen. Besøget hos Adeneuer kan du i øvrigt læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr.

Her er det imidlertid årgang 2014 af J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, som er lavet med nogle af de druer, som ikke kommer i husets enkeltmarksvine. Druerne er høstet med håndkraft ved 103° Oechsle, hvor Adeneuer finder koncentrationen størst.

Vinen er så lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder, men nu på en kombination af både brugte og nye 225 liter barriques. Der er kun 1,8 gram restsukker pr. liter i vinen og vinen er aftappet ufiltreret.

Næsen har masser af Ahr røg, bål og glædesblus, kirsebær, hindbær og lidt mørkere bær, fadnoter, kanel, vanilje, tobak, et lukket tøjskab, syrlige drops, jern, stål og i det hele taget godt med mineraler, lidt parfume, blomster og svagt mentol. Med lidt luft i glasset kommer aromaerne mere ud af skabet og viser en let og forførende side.

Smagen er fyldigere end forventet, og jeg synes ikke umiddelbart, at vinen helt har samme lette tråd, elegance og balance som 2016’eren, men er lidt mere rustik og kantet. Der er dog fortsat en fast syre, som dominerer, glæder, fastholder, samler og balancerer vinen, hvilket suppleres med salte mineraler.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 5/7