Næste vin er også fra Tyskland … en tør Riesling fra Weingut Korrell Johanneshof vingården, der ligger i udkanten af Bad Kreuznach i Nahe mellem de kølige skråninger af Hunsrück og Rheinhessen.
Vinhuset er grundlagt tilbage i 1832 af Koreell familien og i dag er det 6. generation i form af Martin & Britta Korrell, som har overtaget driften. De har samlet 26 hektar vinmarker og laver årligt 180.000 flasker vin. De bedste marker er Grosse Lage markerne Bad Kreuznacher Paradies, Norheimer Kirschheck, Niederhäuser Klamm og Schloss-Böckelheimer In den Felsen og Königsfels. Alle drives økologisk og er under ændring til biodynamisk drift.
Her smager vi Korrells helt almindelige Gutsriesling … alene lavet på ren stål og uden så mange dikkedarer. Nå, men så ryger vi da bare videre til mine smagsnoter.
Næsen er fed eksotisk frugt, abrikos, let petroleum, ananas, Basset vingummi, klare sprøde æbler og lemon. I munden er det også en vin med lidt hvalpefedt, vingummi, lemon, pænt med sødme og ikke så megen syre. Det er godkendt Riesling, men ikke med en total mineralitet eller syre.
Vinene fra Korrell forhandles herhjemme af Haugaard Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster den 8,70€ … svarende til 65 kr.