2015 Weingut Gröhl, Dalheimer Frühburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Gröhl, Dalheimer Frühburgunder Trocken, Rheinhessen, TysklandWeingut Gröhl ligger midt i den lille by Weinolsheim … en smule sydvest for både Oppenheim og Nierstein i Rheinhessen. Fra Gröhl smager vi nu en 2015 Dalheimer Frühburgunder Trocken.

Grøhl familien har boet i Weinolsheim siden 1625 og det er i dag 12. generation, som driver vingården … nemlig ægteparret  Eckehart og Angela Gröhl og børnene Franziska og Johannes. De har samlet 20 hektar vinmarker i området, hvor de bedste marker er Niersteiner Pettenthal, Hölle, Ölberg samt Oppenheimer Herrenberg og Sackträger.

Vi smager her deres Ortswein 2015 Dalheimer Frühburgunder Trocken im Holzfass Gereift. Vinen er lavet i store gamle egefade, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret 24 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen er der nogle søde og røgede noter, frugten er tranebær, granatæbler og kirsebær suppleret med jern, mælkechokolade, eg, kanel, vanilje … i starten lidt kantet og forsigtig, men åbner klart mere op med lidt luft og varme i glasset.

Det er smagsmæssigt en saftig, rund og klart mere fyldig vin end de fleste Spätburgundere vine. Der er tydeligt aftryk fra egefadene, lidt vanilje og mælkechokolade, men også både tranebær, nelliker … og egentlig meget rund og silkeblød i munden.

Forhandles herhjemme af Vinkonsulatet, men denne er ikke fundet i sortimentet. I Tyskland koster vinen 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7