2017 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, FrankrigSidste gang jeg smagte denne Rully Les Chênes fra Domaine Bernollin i årgang 2015 var jeg ovenud begejstret, men i denne årgang 2017 folder vinen sig ikke helt ud … i hvert fald ikke endnu.

Druerne til vinen kommer fra marken Les Chênes, som egentlig er en hvidvinsmark, hvorfra Maison Albert Sounit har købt druer fra siden 2008. Imidlertid købte de selv marken på omkring 2 hektar i 2013 og nu indgår druerne fra marken i endnu flere vine i Domaine Bernolin porteføljen, hvoraf denne Rully Rouge Les Chênes således er én af vinene.

Med købet er Knud Kjellerup og kompagni i øvrigt eneejer af denne mark, således det dermed er en monopole mark. Jordbunden på den skrånende Les Chènes mark består næsten udelukkende af kalk, hvilket bidrager til en helt speciel frugt og elegante finesse.

Vinstokkene med Pinot Noir på les Chênes ligger omkring de 35 år, og takket være en kraftig beskæring er høstudbyttet holdt nede på omkring 40 hektoliter pr. hektar for at sikre en naturlig koncentration.

Druerne er håndplukkede og gennemgår en sortering med efterfølgende afstilkning ved ankomsten vingården. Vinifikationen starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvor de sarte frugtaromaer og farvepigmenter ekstraheres.

Herefter hæves temperaturen og den alkoholiske gæring varer omkring 7-9 dage. Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 12 måneder.

Ved lagringen af denne vin anvendes der både 228, 300 og 500 liter fade, for at balancere fadpræget i forhold til frugten i vinen og omkring 40% af fadene er nye egefade.

Duftmæssigt virker 2017’eren her ikke helt så elegant som 2015’eren, men klart mere flæsket, noget mørkere og måske endda også mere lukket. Den ikke ikke så feminin, som jeg husker den, for her er der mere balsamiske noter, kirsebær, lidt blomster og en ganske lille anelse mineraler.

Smagen er meget ren, rank med en lidt kølig, mineralsk stil, masser af tanniner og garvesyre, men den har ikke som med 2015’eren et lyst, let og feminint og udtryk. Sidst kaldte jeg vinen noget i retning af en let-på-tå lokkende blondinetrold, men her er det mere en ung, stram venstreorienteret studine med briller, klare holdninger samt rappe replikker, som sikkert bliver blidere med årene.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7