Så blev det tid til rødvinene fra Kjellerups to burgundiske vinhuse og vi starter med en 2017 Bourgogne Rouge Les Corbaisons fra Domaine Bernollin.
Marken Les Corbaisons ligger på plateauet syd for Buxy og lige omkranset af Montagny 1. Cru marken mod nord og vest. På Les Corbaisons er Pinot Noir vinstokkene gennemsnitlig 40 år gamle, men de ældste stokke omkring 70 år. Druerne høstes i hånd og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun de bedste druer kommer i gæringskaret.
Vinen gærer i åben ståltank over samlet 3 uger, først med 7 dages kold maceration, hvor vinen opnår ekstra frugt og farce, dernæst en efterfølgende 8-10 dages alkoholisk gæring samt 2-4 dages efter maceration, hvorefter vinen lagres 12-14 måneder på franske egefade, heraf 25% nye.
I næsen er vinen til den lidt landlige og bondske side. Det er lidt en lastbilchauffør på en bumlet grusvej. Det er tæt, kantet med blæk, gammel kælder, lidt medicinskab, pænt med kirsebær, hindbær og måske endda lidt mørkere bær, peber og blomster.
I munden er vinen frisk, godt med landlig frugt, kirsebær, hindbær, god frugtsødme og lidt jernagtige eller mineralske elementer. Der er nogen kraft i vinen, som bestemt har nogle af de klassiske burgundiske Pinot Noir karaktertræk.
Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 185 kr.