2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, FrankrigDerefter gik vi over til de hvide Bourgogne vine fra både Masion Albert Sounit og Domaine Bernollin. Vi starter med denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche fra Bernollin.

Druerne til denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche kommer fra en parcel på vinmarken Sous La Roche, som ligger under et markant klippefremspring med udsigt over Domaine Bernollin og det sydlige Montagny.

Marken ligger på en relativt stejl skråning i naturlig forlængelse af Montagny 1. Cru markerne, blot nogle få hundrede meter mod nord, så på den måde er det jo næsten en Montagny 1. Cru og i nogle årgange har Knud Kjellerup da også kommet deklassificerede Montagny druer i.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, som håndplukkes. Efter presning og bundfældning hældes juicen direkte på franske egetræsfade, hvor vinen gærer og lagres i omkring 10 måneder. Ved lagring anvendes både 300 og 500 liter egefade samt store 22,5 hektoliter fade, men samlet alene 15% nye fade.

Under lagringen omrøres vinens bundfald jævnligt ved batonnage, hvorved vinen får større fylde og bliver mere rig på aroma. Kjellerup og kompagni laver årligt 12.000 flasker af denne vin.

Allerede i denne vel nærmest basisvin er der masser af velduft, fedme, fad, vanilje, citrus, blomster, fersken og abrikos. Vinen har virkelig en lækker smørfedme, en kalkagtig mineralitet og virker blød som vat.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så fed, som duften indikerede, for der er masser af syre, citroner og grape. Fadene er imidlertid godt integrerede og vinen er også blød, men med en fin rankhed, et klart mineralsk bid og fin nerve. Det er klart 4,5 houlbergske tomler og endda med en lillebitte pil op.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7