Den tredie og sidste Crémant de Bourgogne fra Maison Albert Sounit blev en 2015 Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut … en vin, som jeg faktisk ikke har smagt tidligere.
Det er også husets top Crémant de Bourgogne, som laves på ren Chardonnay og alene i særligt gode årgange. Hovedparten af druerne kommer fra parcellen Les Grandes Hesses med 70 år gamle vinstokke. Druerne er høstet ved håndkraft og 30% af druerne er vinificeret på ét år gamle 300 liters egetræsfade og de resterende 70% traditionelt i ståltanke ved lav temperatur omkring 14 grader.
Efter den alkoholiske gæring gennemgår vinen 100 % malolaktisk gæring inden assemblage aka samling af de forskellige fade til den endelige blanding. Efter 6 måneder flaskes vinen, tilsættes gær og sukker til brug for andengæringen i flasken 36 måneder i Sounits kølige kældre. Vinen er degorgeret 29. august 2019.
I forhold til forrige crémant er næsen her mere sart med ristet franskbrød, lidt mere klar syrlighed, liflig, let samt masser af citroner, pærer, æbler … meget feminin og delikat.
I munden er vinen meget ren, boblerne mere blide end de to foregående vine. Vinen er smørblød, glat, meget cremet, mere vinøs og har derudover mere bitterhed i eftersmagen. Det er på mange måder en mere hel crémant og – som også duftmæssigt – ganske feminin, elegant og komplet.
Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.