2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigTilbage i maj 2018 var jeg til en intim vinsmagning med Knud Kjellerup, som ejer og driver de to vinhuse Domaine Bernollin og Maison Albert Sounit i Bourgogne. Nu har jeg igen været til en smagning med Knud og med næsten samme program, men selvfølgelige nyere årgange.

Vi starter – som sidste gang – med at smage nogle af Knuds Crémant de Bourgogner og den første i vinglasset er en smule af den klassiske Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut … her i årgang 2017.

Knud Kjellerup tilstræber at lave vinen helt ens fra år til år og angiver ikke årstallet på vinen. Imidlertid kan man se, at denne crémant er en årgang 2017 bag på etiketten. Der står nemlig tallet 184, hvilket fortæller, at vinen er flasket i april 2018 … og dermed så selvfølgelig må være en årgang 2017.

Albert Sounits Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut er lavet på 65 % Pinot Noir, 30 % Chardonnay og 5 % Aligoté, men det er så sådan cirka, for fordelingen kan dog godt være en smule forskellig fra år til år … netop for at sikre, at vinen ligner tidligere årgange.

Druerne er høstet i hånd og gæret ved druernes egen gær. Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i omkring 9 måneder sur lie, altså på det bundfald, der opstår efter flaskegæringen. Denne crémant er sammenlagt lagret omkring 20 måneder, for vinen er degorgeret den 8/1–2020.

Som sidste gang har næsen en fin animalsk aroma … ganske frisk med lidt pærer, abrikos, æbler, men måske ikke helt så overmoden i frugten som 2015’eren. Der er blomster, ristede nødder og egentlig meget straight-forward.

Smagsmæssigt er det frisk, fine små bobler, tætte og vinen har pæn tørhed, fint syrebid, mineraler og svag sødme, men samlet en rigtig lækker balance.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske pt. koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7