Vi smager endnu en lækker Riesling fra den genopstandne Weingut Reverchon i byen Filzen ved Saar floden. Denne gang er det deres 2018 Saar Mineral Riesling Feinherb.
Denne vin er vel nærmest Reverchons basisvin og er – som storesøsteren Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb – alene vinificeret på rustfrie ståltanke. Det er også Feinherb, men sødmen bliver aldrig dominerende, selvom niveauet for restsukker ligger på 19,5 gram pr. liter, for sødmen smelter smukt sammen med syren.
I næsen er der grønne æbler, lime og trods til den unge alder allerede en nænsom, æterisk aroma af en smule petroleum, lidt vingummifedme, hvide blomster, en smule varme og så alligevel en med klare, rene mineraler. Det er svært at tro, at man blot dufter til en basisvin,
Men det bedste er næsten smagen, for vinen har en flot balance, igen grønne æbler, lidt grape og citron. Der er godt med bid i vinen med en fin syre og selvom der også er sødme, så danser både syren og sødmen smuk vals sammen.
Som med storesøsteren bidrager sødmen nærmest mere til at skabe en fyldighed i vinen, hvor de mineralske elementer også blander sig. Det er vildt højt niveau af en basisvin … skræmmende og herligt.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 95 kr.