Efter hvidvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate, så står der et par rosévine og banker på. Suk. Den første er denne 2018 Backbone Rosé.
Den lille, lyserøde bandit er lavet på ren Shiraz, hvor at druerne efter høsten presses og saften ligger med skallerne en kort periode, således vinen får sin lyserøde laksefarve. Efter er vinen lavet alene i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret … omend i ganske kort tid. Vinen har 5,4 gram restsukker pr. liter og der er lavet 950 kasser af vinen.
Næsen er meget direkte og easy … jordbær, rosenblade, astronaut-is, Københavnerstang, sødme og lidt vingummi. Det bliver aldrig helt dybt eller kompleks, men letbenet og sød. Smagen er også fint let pleasende og klart til den søde side, lettilgængelig og med lidt en saftevandsfornemmelse. Det er til gengæld også en rosé, som de fleste vil kunne lide.
Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.