Vi lader lige kanonen med endnu en vin fra Spioenkop Wines, nemlig husets 2016 Queen Manthatisi … opkaldt efter den frygtede kvindelige kriger, som i 19. århundrede ledede sin hær imod den britiske hær under slaveriet.
Vinen er fortrinsvis lavet på Sauvignon Blanc eller mere præcist på 92% Sauvignon Blanc samt 8% Chenin Blanc. Vinen er gæret i rustfrie ståltanke, men de 92% Sauvignon Blanc er lagret 6 måneder på 300 liter gamle egefade for at give vinen mere rigdom.
Nu er vi i en helt anden boldgade … et møde mellem lidt karamel og grøn kaktus, grønne afbarkede grene, eukalyptus, skocreme samt lidt Basset engelsk vingummi. Vinen er samtidig også voldsomt krydret, har hvid peber, masser af røg samt en buket blomster, der er ved at blive lidt vissen. Det er sgu en sjov næse … og den skal jeg lige tænke over.
Smagen er cremet, men også lidt en sjov størrelse. Den brænder og virker stærk, har noget tørret frugt, abrikos, fersken, en grov og mørk syre, voldsomt krydret på en næsten arabisk måde. Der er røg, lakrids, appelsin, blomster og egentlig også lidt fyldig og krasbørstig. Den er en vin, som kræver tid og en smule fordybelse, for på nogle områder stikker den sgu noget af.
Spioenkop importeres af Winelovers.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet og prisen kender jeg ikke.