2018 High Head Wines, Sonoma County Pinot Noir, Californien, USA

2018 High Head Wines, Sonoma County Pinot Noir, Californien, USAH står for High Head Wines … et vinhus eller brand under Price Family Estate Vineyards. Der laves 3 Pinot Noir vine under High Head navnet og vi smager én af dem, nemlig denne 2018 Sonoma County Pinot Noir.

Druerne til alle 3 Pinot Noir vine, hvoraf den ene i øvrigt er på dåse , kommer alle fra Price Family Estate Vineyards, som er ejet af Bill Price III. Han er selv opvokset på Hawaii, hvor han på High School og under masser af surfing blev kaldt Billy Three Sticks … og derfor i dag bruger de 3 streger i sit navn Bill Price III.

Hans far stammer oprindelig fra Frankrig, så Bill blev allerede i en tidligere alder introduceret til vin og faderen tog også ofte den unge dreng med rundt på vinture i Napa og Sonoma. Bill studerede senere på Stanford universitetet og tog en uddannelse som jurist og havde også arbejde som advokat i 10 år.

I 1992 var Bil med til at grundlægge equity-selskabet Texas Pacific Group sammen med to andre investorer. De investede i firmaer som J. Crew, Burger King, Continental Airlines og Petco. I 1995 købte de også Beringer og der fik Bill Price for alvor interesse for vin.

Senere solgte Bill hans andel i Texas Pacific Group og grundlagde Price Family Estate Vineyards, som i dag ejer en række gode marker i Sonoma Coast, bl.a. store parceller på markerne Durell, Gap’s Crown, Walala, Alana, One Sky og William James Vineyard.

Hans selskab er også ejer eller delvis ejer af vinhuse som Kistler Vineyards, Gary Farrell Winery, Three Sticks, Lutum og Head High Wines. Og så er Bills strategi, at hyre dygtige vinmagere, som så kan laves fremragende vine af druerne fra alle de opkøbte marker.

I High Head projektet anvender Bil samme vinmager som hos Three Sticks Wines, nemlig den rutinerede Bob Cabral, som fra 1998 til 2014 var ansvarlig vinmager på Williams Selyem.

Som nævnt laver High Head Wines 3 Pinot Noir vine, én på dåse og så en Sonoma Coast Pinot Noir samt denne Sonoma County Pinot Noir. Druerne til denne vin kommer fra de 3 vinmarker Gap’s Crown, Durell og Deodora.

Efter høsten udblødes druerne i 1-3 dage, hvorefter fermenteringen sker over 12-16 dage i både åbne og lukkede stålkar og -tanke. Efter endt gæring er vinen lagret 6 måneder på egefade, hvor halvdelen er franske og den anden halvdel ungarske. Der er anvendt 35% nye egefade. Vinen har pæn høj alkoholprocent på 14,5%.

I næsen er vinen lidt til den varme side, lidt en opulent og kraftig Pinot Noir vin med modne kirsebær, næsten solbær, blommer, lidt granatæbler giver lidt syre, blækagtige noter, sødme, grøn ensilage, men egentlig meget sød-urtet, hvis man kan sige sådan.

Smagen er også til den kraftige Pinot Noir side … blød og sød, blommer, kirsebær og modne mirabeller, lidt sød, finsk lakrids, lidt blæk og sammenlagt meget saftig vin.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 175 kr., men i marts måned kommer vinen på bud til 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7