2018 Weingut Schwarztrauber, Riesling Mußbacher Eselshaut Edition Papillon Premium, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Schwarztrauber, Riesling Mußbacher Eselshaut Edition Papillon Premium, Pfalz, TysklandNu er jeg der igen … ved bio-vingutten med de sorte druer … Weingut Schwarztrauber ved den lille landsby Mußbach 3 kilometer nordøst for Neustadt an der Weinstraße i Pfalz og denne gang er det med hans 2018 Riesling Mußbacher Eselshaut Edition Papillon Premium.

Druerne til vinen kommer fra en af de største og mest kendte marker ved Mußbach, nemlig den 293 hektar store Mußbacher Eselshaut mark, opkaldt det stykke jord, hvor byens æsler i gamle dage gik og græssede.

Der er imidlertid ikke mange oplysninger om produktionen af denne økologiske Lagenwein … men mon ikke, at den udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke, for sådan smager den friske vin.

Næsen er nemlig frisk … med lidt tropiske frugter sammen med modne æbler, melon, lemon, syltede citroner samt blomster, men ellers meget stille, diskret, feminin og let i udtrykket.

Smagen byder på masser af æbler, æblemost endda og samtidig med frisk og styrende syre, en svag lille sødme, masser af lemon, citron og endda også en snert grape. Der er fin syrlighed i eftersmagen … en rigtig god lille Riesling.

Forhandles af Winus DK, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7