Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle fra Domaine de Pignan er næste vin i glasset … en ærketypisk og lækker neuf i den absolut bedre ende.
Det er husets mest centrale vin, som kommer fra 80 år gamle vinstokke og i denne årgang 2016 lavet på 64% Grenache, 13% Mourvèdre, 12% Syrah og resten et mix af Cinsault, Counoise, Terret Noir samt Vaccarèse.
Vinen er lavet med 15-21 dages maceration og temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af betontanke og store egetræsfouders.
Sikke en dejlig Rhône næste med sorte og let gærede bær, flæsk, bacon, mælkede mejeri noter, yoghurt … det dufter da for vildt godt. Der er solbær, lidt lakrids, jernbanesveller, vanilje, mælkechokolade, svage og fine krydderier, virker utrolig balanceret, mørk og intens. Det virker ikke som en fed Châteauneuf-du-Pape, men omvendt heller ikke en af de lettere … bare sådan midt i feltet med masser af kvaliteter.
Uha, hvor det smager godt. Det er silkeblød Châteauneuf-du-Pape med sorte bær, solbær, kirsebær og morbær, dyb engelsk lakrids, lakridskonfekt, kul, tjære, vanilje samt virkelig tørre tanniner, som dog samlet set er fint integreret i vinen. Der er en lille koket syrlighed, frisk frugt og sammen med de mørke elementer, så giver det en superfin Châteauneuf-du-Pape. Det er klart 5,5 fingre med pil op.
Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.