Den næste vin i glasset fra Domaine de Pignan blev en vaskeægte Châteauneuf-du-Pape, men en hvid af slagsen og i nyeste 2018-udgave.
Den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc er – som med mange hvide neuf’er – lavet på et skønt mix med 40% Grenache Blanc, 20% Roussanne, 20% Clairette, 10% Bourboulenc, 5% Picpoul og 5% Picardan … alle fra 60 år gamle vinstokke på en 1 hektar stor vinmark, hvor druerne er høstet og sorteret med håndkraft inden vinificeringen.
Efter sorteringen af druerne er de presset og gæringen er sket ved lav temperatur … 16-18 grader og efter endt gæring er vinen lagret sur lie i 6 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.
Åh, hvor har jeg egentlig savnet hvid Châteauneuf-du-Pape, for det er vist ved at være lang tid siden, at jeg sidst har smagte sådan én. Næsen er blid, blød og fyldig … lidt afdæmpet med brede skuldre, mens frugten er melon, hyld og fersken. Derudover lidt blomster og lidt altheabolsjer. Det er så fint, blød og forsigtigt.
I munden er vinen også en forsigtigper, selvom der er masser af velsmag. Det er samtidig tørt med peber, blomster, fersken, melon og alt leveres cremet, blødt og lækkert. Tørt, sødkrydret, dybt og krydret, men meget forsigtigt og genert.
Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.