2017 Blank Canvas, Abstract Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2017 Blank Canvas, Abstract Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandLad os smage en mer’ Sauvignon Blanc vin fra Blank Canvas, nemlig deres 2017 Abstract Sauvignon Blanc, som – i modsætning til foregående – her er lavet på egefade.

Druerne kommer her også fra marken Holdaway Vineyard ved Dillons Point i Wairau Valley ejet af vinavlerne Alan og Janette Holdaway.

Vinen er lavet ved, at druerne presses, hvorefter mosten overføres til 500 liters egefade, hvor vinen gærer og så efterfølgende lagrer i 15 måneder sur lie.

Næsen er mere varm og blid end den forrige Sauvignon Blanc … lidt mere straight-on, en mindre iøjefaldende karakterskuespiller, men byder fortsat på ægte Sauvignon Blanc dufte som højt græs, grape, lidt astronaut-is, salvie og karamel. Vinen er klart mere blid, sart, forsigtig og luftig.

Det gælder såmænd også smagsmæssigt, hvor der er en let, luftig og elegant vin, hvor der er fin sødme/syre balance, lemon, syltede citroner, svag grape. Det er en rindende flod, stille og smuk. For pokker det er lækkert, blødt … ren zen.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 236,25 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7