Damiano Fornaro er en ganske lille Soave producent, som jeg også mødte under Volcanic Wines Press Tour. Og jeg startede med at smage hans almindelige 2018 Soave Classico.
Damiano – som I kan se på billedet ovenover – startede Azienda Agricola Fornaro i 2010. Han var egentlig i gang med en landbrugsuddannelse på L’Istituto Tecnico Agrario, men fuldførte ikke og droppede ud. I stedet besluttede den unge mand simpelthen, at han ville lave vin. Han arbejdede derfor lidt i restaurationsbranchen og tog et kursus til sommelier.
Og imod alle ods med manglende erfaring og efterveer fra finanskrisen, så fik han med hjælp og rådgivning fra gode venner startet opstartet egen vinproduktion fra de marker, som hans far og onkel – brødrene Luciano og Gianni Fornaro – havde ejet igennem et langt liv. De havde dog alene – som de fleste vinavlere i Soave – blot leveret druerne til kooperativerne.
Damiano har samlet 13 hektar jord, hvoraf dog alene små 4 hektar er vinmarker. Årsproduktionen er også meget beskeden med alene 35.000 flasker vin.
Denne Soave Classico fra Damiano Fornaro er lavet på ren Garganega og udelukkende på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke mange oplysninger om vinen.
Næsen er stram, streng og nærmest stikkende med gul frugt, pærer, stikkelsbær, kamillete, blomster og masser af lemon. Smagen er lidt i samme boldgade med masser af citroner, skarp og stram, men det smager faktisk ganske godt.
Ingen forhandler herhjemme og i Soave koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.