Azienda Agricola G.D. Vajra har vi også mødt flere gange her på Houlbergs Vinblog. Til Barolo terroir smagningen var det husets 2013 Barolo Ravera, som repræsenterede vinhuset fra Vergne i herlige Piemonte.
Druerne kommer selvfølgelig fra Ravera marken, den vigtigste mark i Nevello. Druerne sorteres ved håndkraft … faktisk hele 3 gange, nemlig ved høst, på sorteringsbordet og igen efter afstilkningen. Gæringen sker i specialdesignede gæringskar med daglig punch-down og 45 dages maceration. Derefter en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 31 måneder på store slavonske egefade.
I glasset har vinen ikke helt samme farve, som faktisk alle de foregående, for den er ikke sådan lys med småbrune nuancer, men langt mere lilla. Næsen har klart en animalsk side, sådan lidt armsved kombineret med duften fra et Panodil pilleglas, røde blommer, mørke kirsebær, blæk, grafit og tjære. Der er grønne urter, mynte, roser samt svagt læder.
Smagsmæssigt er frugten kirsebær, hindbær med et strejf af lidt enebær, frugtmæssigt til den lidt mørkere side af en Barolo, og det suppleres med lakrids, tjære og tobak. Der er en vis saftighed over vinen og den har stenet, mineralsk smag … nærmest med jord og ler, rustik og noget kraftig. Det er klart en 5’er med pil op.
Forhandles af H.J Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 560 kr.