Bodegas Arzuaga Navarro var til Ribera del Duero smagningen helt uretfærdigt repræsenteret med hele 3 vine, men det blev dog ikke denne La Planta, som løb med medaljerne.
Jeg har skrevet om Bodegas Arzuaga Navarro mindst 10 gange her på bloggen, så jeg skal ikke gentage en masse om huset, markerne og historien, men blot se nærmere på denne La Planta, som selvfølgelig er 100% Tempranillo, men den billigste vin i Arzuagas program.
Druerne kommer fra Arzuagas La Planta ejendom, som ligger i Quintanilla de Onésimo. Marken ligger i omkring 911 meters højde på en jordbund af kalksten og ler med 20 år gamle vinstokke.
Efter høsten afstilkes druerne, hvorefter vinen kommer i rustfrie ståltanke for maceration og alkoholisk gæring ved 22-24 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 6 måneder i franske og amerikanske egefade.
Det er Adolfo González, som har været vinmager på denne vin, som der i denne årgang 2017 er produceret 1,2 millioner flasker af … + 15.000 magnumflasker.
Duften virker en kende kantet … æteriske olier, syrlige olier, masser af egetræ, blæk, røg, ristede karameller, blåbær og kanel. I forhold til de foregående vine, som stikker den en smule ud og virker slet ikke så imødekommende.
I munden er vinen også – for mig – for ensporet, for der er for megen sødme, så det bliver meget overgæret, oversød og overdone. Vinen er blød, sød, kødfuld og fyldig, men lidt for meget sød kanelvand over vinen efter min mening. Vi var dog noget uenige omkring denne vin, som Jesper fx ratede med 5 Thumbs Up og vinen endte heller ikke sidst, men på en hæderlig 8. plads på gennemsnitlig score.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., mens prisen er 108,75 kr. ved køb af 6 flasker.