I den lille Ribera del Duero smagning var Bodegas Portia fra Gumiel de Izán i Burgos distriktet repræsenteret med to vine og den anden var denne Portia Crianza.
Portia Crianza er selvfølgelig også lavet Tempranillo, som er plukket fra Portias vinmarker omkring Roa, Gumiel de Izán, Villanueva og Gumiel del Mercado. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men har efter fermentering lagret 10 måneder på franske fade og 3 måneder på amerikanske fade, før den er kommet på flaske.
I næsen byder Portia Crianza på fennikel, lakrids, blommer, sødbrændte fade, gærede og lidt lysere bær end forventet, en smule æteriske olier og nogen syre. Der er også et aftryk fra fadlagring, lidt eg og vanilje, men slet ikke dominerende.
Det smager også en tak mere syrligt end forventet, men har godt med frugtsmag, men ellers ganske ukompliceret. Der er lidt peber, krydderier, vanilje og ganske drikkevenlig. Klart bedre end deres Joven, men det bliver fortsat en smule fladt.
Forhandles af VinMedMere.dk, hvor den koster 89 kr. ved køb af 6 flasker.