De fleste champagner er non vintage aka NV, og altså lavet med druer fra flere årgange, men her har vi fat i en vintage champagne … altså årgangschampagne fra et enkelt år, en 2006’er Gabriel Grand Cru fra champagnehuset Gosset-Brabant.
Huset ligger i den lille by Aÿ i Marne dalen og har nogle af deres Grand Cru parceller på samme vinmarker som den mere kendte nabo Bollinger. Huset er grundlagt i 1930 af Gabriel Gosset, en efterkommer af Pierre Gosset, som var en kendt vinmager helt tilbage i 1584. Gabriel skabte grundstenen til champagnehuset sammen med hustruen Andrée Brabant og derfor kom huset også til at hedde Gosset-Brabant.
I dag er det parrets børnebørn i form af Michel og Christian, der som 3. generation viderefører huset. De har knap 10 hektar vinmarker, hvoraf omkring halvdelen er Grand Cru d’Aÿ, mens 0,45 hektar er Grand Cru de Chouilly og de sidste 4 hektar Premier Cru marker i Mareuil-sur-Aÿ, Dizy og Avenay-Val-d’Or. Produktionen ligger på 55.000 flasker champagne hvert år.
Denne 2006’er Gabriel Grand Cru er lavet på 85% Pinot Noir fra marker i Aÿ og 15% Chardonnay fra husets marker i Chouilly. Vinen er først vinificeret på rustfrie ståltanke med malolaktisk gæring og derefter 2. gæring på flaske i minimum 3 år. En vintage champagne på jo tidligst sættes til salg det 5. år efter høsten.
Duftmæssigt en ganske intens næse, vi snakker en smule astronaut-is, stikkelsbær, tropisk frugt, mandler, honning samt nogle krydrede elementer. Smagsmæssigt mere tæt, mere sødkrydret og let pebret i smagen, som dog er ganske fornøjelig, cremet, kalket og lang. Den smager lidt mere bondsk end de foregående champagner, men er måske også en anelse til den sødere side.
Forhandles hos Champaniac, hvor en flaske koster 399 kr.