Da Charles Dickens skrev sin 13. novelle, så kaldte han den Great Expectations. Som hovedfiguren Pip havde jeg også høje forventninger til denne Saint Joseph Offerus fra Jean-Louis Chave Selection, bl.a. fordi jeg tidligere har smagt vinen i årgang 2007, som var ganske fortræffelig … men sådan ender alle historier ikke.
Jeg har tidligere skrevet om Jean-Louis Chave på bloggen, så jeg henviser til et par af disse indlæg, bl.a. Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur, Domaine Jean-Louis Chave, Saint Joseph og Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus.
Denne Saint Joseph Offerus blev første gang udgivet i 1995. Jean-Louis ønskede at genskabe en Saint Joseph, der gav udtryk fra denne østlige del af Ardeche, og han fandt samarbejde med 10 små domainer, der arbejdede ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.
Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen. En del af druerne vinificeres dog i Chaves kældre, og al vinen lagres her separat enten i cementtanke eller på egefade med hensyn til hver enkelt cuvée’s behov i 12-18 måneder. Når alle elementer er veldefinerede, begynder blandingsprocessen, der har som mål at producere en komplementerende blanding uden at ofre den enkelte cuvées forskellighed.
I næsen er vinen nærmest totalt lukket og uden kraft overhovedet. Bevares … der er lidt mørke bær, mynte samt lidt Rhône-krydderier. Vinen er selvfølgelig 9 år, men har ligget i mit vinkøleskab i mange år og alderen burde bare forøge oplevelsen. Måske den bare er lukket lige nu, og blomster op på et senere tidspunkt? Eller måske er dette eksemplar bare dårligt. Hmmmm.
Smagen er lidt i samme boldgade med lidt syrlige bær, ikke så megen fylde som forventet, men der er lidt kirsebær og ribs. Virker meget blød og let med nogle vilde tanniner, som fylder mund og sidder på tænder, men helt stort bliver det bare ikke. Det er lige som om, at det hele er meget afdæmpet og næsten væk. Øv … jeg havde høje forventninger. 2007’eren gav jeg velfortjente 5 Thumbs Up.
Købt hos Jysk Vin – pris er 175 kr.