2012 Weingut Georg Gustav Huff, Frühburgunder ***, Rheinhessen, Tyskland

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Frühburgunder ***, Rheinhessen, TysklandHvis der er ét vinhus, som har været gennemgående her på bloggen i det forgangne 2015, så må det være Weingut Georg Gustav Huff. Derfor havde jeg – nærmest helt symbolsk – nappet en flaske med tidlig Huff-væske med til vores nytårsaften. Tribute. Frohes neues Jahr.

Som tidligere skal jeg nok undlade at skrive en helt masse om vinhuset igen, men blot henvise til tidligere blogindlæg, fx indlægget fra da jeg smagte husets 2012 Tres Vites, og hvor jeg også skrev lidt om sommerens besøg på vingården. Et fantastisk hus og en virkelig sød familie.

Denne Frühburgunder med de 3 stjerner har jeg smagt før … blot i årgang 2011. Dér var jeg særdeles solgt … og det er jeg såmænd fortsat. De 3 stjerner indikerer, at det er én af vingårdens bedste vine.

Den praksis har vi set anvendt før og jeg har her på bloggen har jeg tidligere skrevet om Weingut Alexander Laible og Weingut Holger Koch, som også begge anvender *** som tegn på, at vinen er fra husets bedste marker, oftest Grosse Gewächse marker.

Jeg har ikke de store oplysninger om denne Frühburgunder, udover den er én af husets røde topvine, og har lagret på eg. Måske kommer druerne fra familiens 3 marker Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg på Der Rote Hang, men det bliver alene gætværk.

I glasset er væsken nærmest lys, transparent teglfarvet, mens duften er præget af en voldsom landlig sødme, kostald møder våde fade, kanel, hindbær, kirsebær, bolsjer, let lakrids, grønne noter, eg samt en smule krydderier bl.a. estragon og meget svag mynte. I munden fint tørhed, bitre noter samt god og vedvarende syre med tanniner, som sidder på tænderne. Let og livlig i smagen med et let peberbid i eftersmagen.

Købt på vingården, hvor prisen er sølle 9,50€ … eller små 71 kr. Og FÅÅÅÅK det er billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Skriv et svar