N.V. Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigFørst lige et godt nytår til alle læsere her på bloggen … håber I kom fint ind i det nye år med god champus, vino og høj cigarføring. Her var der ingen raketter i røven, uro eller vild postyr, men en rolig aften med gode venner og selvfølgelig en mix-kasse med forskellig vin.

Én af vinene var denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut fra vinhuset Maison Albert Sounit, og ja … den har jeg skrevet om før. Og da det er en N.V. – non vintage og altså fra flere årgange og dermed uden årgang – så giver det måske ikke mening at skrive om den igen.

Men denne er imidlertid fra en anden produktion, idet etiketten er lidt anderledes end den flaske, som jeg skrev om sidst, formentlig en tak nyere, bl.a. ud fra smagen, så derfor får I sgu da lige en anmeldelse af vinen igen. Det kan den nu også godt tåle.

Maison Albert Sounit er danskejet, idet det nemlig ejes af Knud Kjellerup og hans to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen. Knud Kjellerup er blandt andet kendt som grundlæggeren af Østjysk Vinforsyning, som leverer vin til både restauranter og forretninger.

Knud Kjellerup og de to venner købte i 1993 huset Maison Albert Sounit og har siden målrettet arbejdet på at føre Maison Albert Sounit op i eliteklassen. Derudover har man i 2005 også købt Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy og lagt det sammen med Maison Albert Sounit.

Masion Albert Sounit var oprindelig et negociantfirma, og havde ikke selv vinmarker. Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Maison Albert Sounit holder til i en gammel, smuk bygning på Place du Champ de Foire i Rully. Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere.

Historisk set er kældrene også interessante, idet nogle af de første Crémant de Bourgogne faktisk er produceret i disse kældre. Det var nemlig i Rully – og Nuits-St.-Georges – at de første Crémant på Méthode Traditionelle i 1822 blev produceret … eller måske rettere kopieret fra Champagne distriktet.

Vinhuset fik dog først navnet Maison Albert Sounit i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Vinhuset omfatter i dag 12 hektar vinmarker og et fuldt moderniseret vineri. Siden 2005 er alle vine vinificeret på Domaine Bernollin … såvel druer fra egne marker som købte druer. Eneste undtagelse er dog husets Crémant de Bourgogner, som fortsat bliver lavet i den gamle kælder i Rully.

Vinmager hos Maison Albert Sounit er Sébastien Secher. Han er med til at producere en række hvidvine, rødvine og crémanter. Der laves primært Mercurey, Rully, Montagny og en enkelt Givry samt en række crémanter, bl.a. denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, lavet på 70% Pinot Noir samt 30% Chardonnay.

Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i ca. 9 måneder på “sur lie”, altså det bundfald, der opstår efter flaskegæringen.

Hos Albert Sounit flaskelagres Crémanten i ikke mindre end 18 til 24 måneder. Dette medfører en langt finere mousse og giver langt større finesse og karakter. Denne Crémant de Bourgogne Prestige fra Albert Sounit har da også opnået flotte udmærkelser i de seneste år, fx guldmedalje ved Concours National des Crémants i 1998, 2000, 2002 og 2005 og ”Coup de Coeur” (topplacering) i Guide Hachette des Vins 2002.

I næsen er vinen ikke så oxyderet som den tidligere udgave. Der er abrikos, kvæde, søde og overmodne æbler, blomster og ristede nødder. Der er en fin syrlighed i vinen samt en let sødme … det bliver ikke for sødt og ikke ultra syrligt. Vinen er frisk i frugten, let boblende med en lidt overmoden frugt, men den fiser lidt ud efter et stykke tid i glasset. Ratingen havner præcis samme sted som sidst.

Forhandles i mange forskellige vinhandler og prisen er 129 kr.

Rating 4,5/7  

Skriv et svar