Vi fortsætter med endnu en vin fra supermarkedernes hylder … en Chardonnay, som den danske importør skriver, er lavet af det chilenske vinhus Rengo Abbey. Det rigtige navn på vinhuset er imidlertid Viña Misiones de Rengo, som netop ligger ved byen Rengo … et af de første steder i Chile, hvor de spanske missionærer i 1730 anlagde deres katolske missioner.
Rengo ligger i Rapel dalen i O’Higgins regionen. Der holder Viña Misiones de Rengo til på en herregård, som tidligere har huset et kloster. Klimaet i dalen styres af den store flod Rio Claro, som fører koldt vand ned fra Andesbjergene og dermed skaber et køligt klima til de mange druer
Viña Misiones de Rengo er grundlagt af den chilenske iværksætter Carlos Famae, men blev senere solgt til den store vinkoncern Viña San Pedro Tarapacá, som laver vin under en lang række brands. Det er mærker som Tarapacá, San Pedro, Tamarí, Vinamar, Leyda og mange andre i både Chile og Argentina. De første flasker fra Viña Misiones de Rengo kom på markedet i 2001, så det er fortsat et forholdsvis nyt vinhus.
Siden VSTP gruppen overtog vinhuset har de investeret massivt i vingården, bl.a. med produktionslokaler, laboratorier, lokale til kvalitetskontrol samt kontorer og showroom. Vinhuset har en kapacitet på 8 mio. liter vin om året, mens tappelinjerne har en kapacitet på 7 mio. flasker årligt. Der er state-of-the-art kælder med plads til 1.500 franske og amerikanske fade.
Viña Misiones de Rengo rangerer i dag som det bedst sælgende vinhus i Chile, og laver deres vine i 3 serier … en almindelig, en reserva samt Gran Reserva Cuvée. Denne Rengo Abbey Chardonnay er designet til vores marked, dermed det nemmere tilgængelige navn. Lavet på rustfrie ståltanke og efter sigende skulle en lille del ha’ lagret på eg. Vinmageren bag vinen er Sebastián Ruiz Flaño, og han har været på Viña Misiones de Rengo siden starten i 2001.
I næsen er der fin fedme, smør, honningmelon, sødme, let citrus … ganske indbydende næse med et typisk oversøisk præg, ganske voluminøs og fed Chardonnay. I munden meget easygoing, nem at drikke uden det store indtryk. Næsen er klart det bedste ved vinen, som dog er ganske okay.
Importør er Taster Wine, og prisen ligger på 59 kr.