2003 Columbia Crest, Cabernet Sauvignon Reserve, Washington State, USA

Fra Amarone til American Cab … nemlig denne Cabernet Sauvignon Reserve, som kommer fra den efterhånden berømte amerikanske vinhus Columbia Crest Winery, som ligger en kilometers penge nordvest for den lille by Paterson, lige ved floden Columbia River i Washington State.

Columbia Crest ejes af det legendariske firma Château St. Michelle Estates, som allerede i 1978 startede med at tilplantet de første Columbia Crest vinmarker. Den officielle start på vinhuset skete dog først i 1982, hvor et splinternyt og underjordisk vineri stod færdig, og markerne for første gang var klar til at blive høstet.

Selve Château St. Michelle Estates er én af de ældste vingårde i Washington State. Det blev oprindelig grundlagt i 1954 som American Wine Company via en fusion mellem National Wine Company og Pomerelle Wine Company.

Vinhuset lå på en ejendom, som engang havde tilhørt rigmanden Frederick Stimson, som havde tjent sine penge indenfor skovindustrien, og han brugte den gamle vingård som jagthytte.

Senere ændrede American Wine Company navn til Stimson Lane og har bl.a. været ejet af US Tobacco, men blev i 2009 overtaget af Altria, tidligere kendt som Philip Morris Companies Inc. Det er ligeledes en af verdens største tobak-koncerner og ejer udover mærker som Marlboro, Benson & Hedges også et stort firma som Kraft Foods Inc.

Og så ejer de altså også Château St. Michelle Estates … det tidligere Stimson Lane. Og Château St. Michelle Estates ejer en lang række af de helt store vinhuse, faktisk ikke mindre end 19 vinhuse, og står for over halvdelen af den totale vinproduktion i Washington State. Blandt deres ejede vinhuse er navne som Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest, Two Wines, Snoqualmie Vineyards, Red Diamond, Solare, Stag’s Leap Wine Cellars,  Villa Mt. Eden m.fl.

Derudover er Château St. Michelle Estates også med som partner i yderligere 18 vinhuse, bl.a. det legendariske vinhus Antinori samt huse som Eroica, Torres … både i Spanien og Chile, Villa Maria i New Zealand, Prunotto i Barolo og mange flere. Ganske, ganske imponerende.

Columbia Crest blev hurtigt en af perlerne i koncernens mange vinhuse. Allerede efter få år begyndte vinhuset at høste store anerkendelser. I 1990 satte Robert Parker Columbia Crest på hans top 24 liste over de bedste producenter i USA. Columbia Crest har som de første nogensinde fået 3 vine på Wine Spectators top 100 liste på samme tid og har samtidig fået følgende ord med på vejen i magasinet; “Ingen andre amerikanske vingårde, kan levere så megen kvalitet for pengene”.

Fra starten var det Doug Gore, som var ansvarlig vinmager, men den rolle har efterfølgende været tildelt Ray Einberger (tidligere Mouton Rothschild og Opus One), som overtog ansvaret i 2003. Siden 2011 har vinmageren på Columbia Crest imidlertid været Juan Muñoz-Oca.

Her har vi en ældre vin fra Columbia Crest … en 12 år gammel Cabernet Sauvignon Reserve, lavet i dette år på 93,4% Cabernet Sauvignon og 6,6% Cabernet Franc. Blendet varierer lidt fra år til år og nogle år er der også tilsat lidt Merlot. Vinen har lagret 26 måneder på ny eg – en blanding af franske og amerikanske fade. Der er produceret 5.000 kasser af denne vin, som har fået 91 point af Parker her i årgang 2003.

I næsen er der blæk, brombær, solbær … godt med power, tørhed, lidt vanilje og røg, jord, sød lakrids, chokolade … lidt en krydret note i slutningen, lidt salvie måske samt lidt mint. Smagen er blød, cremet og rund med blåbær, fin mørk frugt, sød lakrids og lakridsrod, peber. Der er godt med tanniner … men det vil nok være en overdrivelse, hvis jeg skriver, at jeg ikke mærker alderen i smagen. Men den holder sig sgu meget godt … denne American Cab.

Theis Vine er dansk forhandler, men dér har jeg ikke fundet denne. En 2009’er fås på Vinexus, pris 274,61 kr. På Columbia Crest’ hjemmeside står 2003’eren til 64,0$ … eller ca. 432 kr. ved dagens kurs.

Rating 5/7    

Skriv et svar