På Langeland ligger det utroligt smukke Tranekær Slot tæt ved den lille landsby Tranekær. Herfra kommer der noget så – for denne blog – eksotisk, men ellers ganske dansk, nemlig en herlig lille kirsebær, en sød og aromatisk dessertvin … Grevindens Kirsebærvin.
Tranekær Slot kan dateres helt tilbage til 1200-tallet og overgik i året 1241 efter Valdemar Sejrs død til kongefamiliens Abel-linje. I 1659 overtog rigsgreve Frederik Ahlefeldt slottet og i dag huserer én af efterkommerne til rigsgreven på slottet, nemlig Grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig.
Hun er ud af slægten Lerche-Lerchenborg, hvis slot Lerchenborg ved Kalundborg under hendes opvækst var en stor turistmagnet med herregårds Bed & Breakfast, Europas største rosenhave, udstillinger, musikdage og julemarked.
Familien leverede også tidligere kirsebær til bl.a. Peter F. Heering, men besluttede for mange år siden selv at starte en produktion af kirsebærvin.
Og da grevinden flyttede til Tranekær Slot, og da at hendes barndomshjem nogle år forinden havde stoppet produktionen af den berømte vin, ja så besluttede den foretagsomme kvinde, at starte produktionen af kirsebærvinen igen, nu blot på Tranekær Slot.
Opskriften til kirsebærvinen er en gammel patenteret familieopskrift fra Lerchenborg Slot, og så er vinen ellers kommet på ny flaske og med en ny etiket med en tegning af Trankær Slot tegnet af grafiker Ole Johnsen fra Lejbølle. Og så produceres den delikate dessertvin ellers af Oskar Davidsen & Co’s Eftf. A/S, hvilket er en underafdeling af Taster Wine, dem store industrielle vin- og spirituskoncern i Danmark.
Og nu sælges denne lille kirsebærvin ellers hos diverse vinbutikker samt som en lille souvenir, hvis man besøger slotsbyen eller slottet på Langeland.
I næsen er der virkelig smæk på drengen … jul i højeste potens. Det dufter af jul … helt præcis risalamande. Næsen fyldes med kirsebær, mandelessens, hakkede mandler og man får virkelig lyst til at hælde vinen udover en portion risalamande og vinde en mandelgave. Smagen er i samme boldgade, sødme, kirsebær, lidt nødder, mandler … hvor smager det dog dejligt. Sjov lille dessertvin. Hurra for det danske.
Forhandles bl.a. af Sommers Køkkenunivers i Odense, pris 89 kr. for en 37,5 cl flaske. Herligt.
Rating 5/7