Videre til Italien … helt præcis til Verona i Veneto, hvor vi finder kooperativet Cantina Valpantena Verona, som står bag denne Torre del Falasco Amarone del Valpolicella, som vel nærmest er kooperativets topvin.
Kooperativet er grundlagt tilbage i 1958 af en flok vinavlere omkring Verona, men i dag omfatter kooperativet ikke mindre end 250 medlemmer, og har en produktion fra samlet omkring 750 hektar, så lidt af en større historie.
I 2003 er kooperativet endda udvidet via en fusion med kooperativet Oleificio delle Colline Veronesi, som tæller yderligere 150 medlemmer, men alene producerer olivenolie. Så i dag er Cantina Valpantena Verona ét af de større vinerier og olivenprocenter i området.
Vinene laves primært under eget navn, dvs. Cantina Valpantena, men der laves også vine beregnet til store supermarkedskæder fx under en lang række navne, fx Quintus, Tesauro, Alfabeto eller Pagus Bisano, og de vine kan findes i SuperBrugsen, Coop m.v. Og ja, det omfatter også lige præcis billig-Amaroner til omkring 100 kr. flasken. Samlet laver kooperativet omkring 7,5 mio. flasker vin hvert år.
Den ansvarlige vinmager på Cantina Valpantena hedder Lorenzo Caramazza, og kommer fra området. Han startede sin karriere arbejder som analytiker på Laboratorio Enologico Vassanelli, hvorefter han arbejdede for Cantina Negrar igennem en lang periode inden han kom til Cantina Valpantena. Han er samlet ansvarlig for produktion, aftapning og kvalitetskontrol.
Torre del Falasco er kooperativet topserie, og den omfatter 17 forskellige vine, lige fra IGT vine på Pinot Grigio, Soave DOC vine, Recioto og i toppen altså denne DOC Amarone del Valpolicella. Vinen er lavet på druerne Corvina, Corvinone, Rondinella, som alle har tørret mindst 4 måneder efter høst, hvorved de mister omkring 40% af deres vægt. Denne proces kaldes på italiensk Appassimento. Maceration på 20 dage efterfulgt af 18 måneder på barriques inden vinen flaskes.
I næsen en kraftig fætter med lakrids, sød tobak, vanilje, svedsker, blommer … et lille strejf af rosiner, men ikke meget. Heldigvis … for jeg hader, når Amaroner bliver for meget Rosinvand. Derudover lidt blyant, grafit samt måske lidt chokolade. I munden er der blommer, godt med frugt, svedsker, mælkechokolade, tobak, tørret frugt … godt med sødme og slutter med en ren syre i eftersmagen, hvilket egentlig klæder vinen.
Virker som en moden vin, og uden for meget rosin, og det er absolut godt for en Amarone. Tror dog heller ikke, at den skal gemmes for lang tid … så dukker rosinerne højst sandsynligt op.
Forhandles i Irma, hvor prisen er 219 kr.
Rating 4,5/7