Næste vin på vinbaren blev en Languedoc vin …. en 2024 Pontificis Chardonnay & Viognier fra Badet Clément & Co., som holder til i Nuits-Saint-Georges i Bourgogne.
Badet Clément & Co. er et anerkendt, familieejet fransk négociant‑hus med dybe rødder i Bourgogne, stor tilstedeværelse i Languedoc og en portefølje, der spænder fra varietetsvine til high‑end domaine‑vine.
Badet Clément & Co, som er etableret i 1995 af Catherine og Laurent Delaunay. Både Catherine og Laurent er uddannende ønologer fra Bourgogne, men har også arbejdet i den nye vin verden med oversøiske vine.
Det giver en perfekt kombination af den klassiske og moderne tilgang til vinproduktion, og firmaet har blandt andet tilført nye og moderne tanker til den franske vin-kultur.
Firmaet er familieejet og producerer især vin fra Languedoc Roussillon, Rhône og Bourgogne. Selve firmanavnet Badet Clément & Co kommer fra et gammelt Bourgogne firma, som Catherine og Laurent har arvet fra deres bedstefader.
Badét Clément & Co har 4 fuldtids vinmagere ansat og ejer et stort produktionsanlæg i Minervois. I tillæg til dette produceres vine fra Rhône og Bourgogne. Firmaets vigtigste vinbrand er Les Jamelles, som har vundet utallige udmærkelser igennem årene.
I 2003 købte Badet Clément & Co også DVP-Domaines & Vins de propriété Bourgogne … et selskab med speciale i at markedsføre vine fra uafhængige producenter fra Bourgogne.
I 2005 købte firmaet også Abbotts, en specialproducent af AOC vine fra uafhængige vinbønder med produktion af AOC vine i Languedoc-Roussillon.
Badet Clément & Co står bag flere stærke brands … og udover Les Jamelles så er det Abbotts & Delaunay, Edouard Delaunay og DVP – Domaines & Vins de Propriété. De laver i dag over 16 millioner flasker vin og deres flaskelinje kan faktisk tage 50 millioner flasker vin årligt.
Badet Clément & Co kontrollerer vindyrkningen hos de vinbønder, hvorfra druerne købes, vinfremstillingen, aftapning af mere end 10 millioner flasker om året, kvalitetskontrol i eget laboratorium, grafisk design i eget grafiske studie, markedsføring og distribution i mere end 40 lande, så der er tale om en stor historie.
Her har vi en vin, som kommer fra produktionsanlægget i Minervois … en 2024 Pontificis Chardonnay & Viognier lavet som en klassisk, aromatisk Pays d’Oc‑blend, kølig gæring i stål, ingen malolaktisk gæring, lagring på fine gærrester, og en stil der kombinerer Chardonnays struktur med Viogniers aromatiske fylde.
Duftmæssigt har vinen en fed næse med pærer, fersken, små grønne noter, blomster … duften er ikke forfinet eller kompleks, men lidt rustik og bondsk.
Smagen er rund cremet med chokolade, karamel, skumfiduser , melon og pærer … igen blød og venlig uden at imponere, men har en sødlig og let tilgængelig med stor venlighed. 88 point.
Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 129 kr.