2011 Bodega Cooperativa San Pedro Regalado, Canta Perdices, Ribero del Duero, Spanien

Efter Priorat vinen Clos Les Fites så havde vi lyst til mere spansk vin, da vi endelig var hjemme. Jeg fandt denne Canta Perdices fra Bodega Cooperativa San Pedro Regalado i vinkøleskabet, og fik hurtigt trukket proppen op … men lidt af en skuffelse, for vi er ikke engang tæt på forrige vin i kvalitetsniveau … nærmere lysår væk.

Jeg har tidligere i år smagt en vin fra samme hus, nemlig vinen Embocadero, som faktisk var en rigtig dejlig vin til fornuftige penge.

Bodega Cooperativa San Pedro Regalado ligger lidt nord for byen La Aguilera i Ribera del Duero. Der er – som navnet rigtigt indikerer – tale om et kooperativ, som er grundlagt i 1958 af de lokale vinbønder i La Aguilera. De forenede deres kræfter for at lave deres egne vine … frem for blot at sælge druerne bulk.

Og navnet San Pedro Regalado valgte de efter en lokal helgen, hvis jordiske rester hviler i helligdommen Santuario de la Aguilera la reina Isabel la Católica i byen. Og den gode San Pedro Regalado er også i dag skytshelgen for landets tyrefægtere … så er den vist sat på plads.

Kooperativet råder over 150 hektar vinmarker, men de ligger spredt på små parceller i og mellem de træbevoksede bakker i den nordlige del af Ribera del Duero. Mange af deres vinstokke med Tempranillo … eller Tinta del Pais, som de kalder druen lokalt … er mellem 70 og 100 år gamle.

Jorden i dette område er tør, veldrænet kalksten, sten og lerjord … og altså optimale betingelser for at udvikle små Tempranillo druer med stor koncentration.

Siden 1997 har Cesar Mate stået i spidsen for kooperativet. Efter endt uddannelse som ønolog har han været vinmager på San Pedro, og i dag er han også direktør for foretagendet. Efter overtagelse af direktørstolen har han investeret i en større renovering af vineriet, indkøb af moderne teknologi og investering i yderligere vinmarker. Det er også blevet belønnet med fine anmeldelser, bl.a. fik 2009 Embocadero’en 92 Parker point og faktisk har denne Canta Perdices, blot i årgang 2009, også fået 91 Parker point … hvilket jeg dog er noget overrasket over.

Der laves officielt 5 forskellige vine på Bodega Cooperativa San Pedro Regalado, en Embocadero Tinto Joven, en Embocadero Tinto Roble, en Embocadero Crianza, en Embocadero Rosado og en sød vin Llano de Elena. Denne her … Canta Perdices fremgår på samme måde som Embocadero … ikke af kooperativets hjemmeside. Canta Perdices er spansk for “en lille fugl synger”, og det fremgår også ganske illustrativt på vinens etikette, hvor der sidder 3 små fugle på nodelinjerne.

Nå, men vinen er lavet på ren Tempranillo … herudover ikke mange informationer omkring vinen.

I næsen er vinen ganske støvet og tør … det er mit første indtryk. Herefter følger en let syntetisk duft, som dog – hvis jeg skal være retfærdig – bliver bedre efter et stykke tid, hvor vinen er tilført mere luft …. nemlig med lidt mere frugt, blåbær, kirsebær og vanilje. I munden er vinen dog lidt genstridig … og nogle af duftindtrykkene går faktisk igen i smagen, fx det støvede, lidt tørre og skarpe … er en smule ubarmhjertig … slet ikke en vin for mig.

Købt hos Gourmondo i Tyskland, pris 6,90€ … eller ca.  51 kr., hvilket selvfølgelig også er i den billigere ende.

Rating 2/7    

Skriv et svar