I sidste uge var jeg på besøg på den franske Restaurant ET på Åboulevarden i hjertet af Århus … igen. Okay sidste besøg ligger ganske vist et par år tilbage, så det er ikke fordi, at jeg overrender stedet … desværre, for det er et herligt sted. Så at bruge ordet “igen” er derfor vel egentlig lidt af en overdrivelse.

ET har franske aner … køkkenet byder på franske klassikere eller nyfortolkninger af det franske og danske køkken, mens vinkortet er helt og aldeles fransk.Bien sûr. Men vinkortet er stort og meget dækkende for udvalget, hele 21 sider med vin fra Champagne, Alsace, Bourgogne, Bordeaux, Jura, Rhône, Loire og Sydfrankrig.

Jeg var en del af et større selskab – nemlig 65 mand/kvinder høj fra Randers Vinlaugh, og vi havde derfor reserveret hele vinkælderen og bestilt en 4-retters gourmetmenu med tilhørende vine … og flere af retterne endda med 2 forskellige vine til.

Vi blev i vinkælderen mødt af et imødekommende personale, som stod klar med et glas champagne og det blev indledningen på en flot 4-retters gourmetmenu, som bestod af

• Velkomst; snacks, bl.a. små hapsere med Michel Michauds rørte oksetatar, sprøde rejer i panko, hjemmelavede chips med aioli og hertil altså lidt champagne, nemlig en N.V. Xavier Leconte, Champagne Brut Réserve, Champagne, Frankrig.
• Forret; Salat af varmrøget torsk med citronconfit, kål, kørvel og “brændt” smør med hasselnødder og vinen var en 2015 Foucher-Lebrun, Sauvignon Petit Le Mont, Loire, Frankrig.
• Mellemret; Inderlår af dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, “pastis” og purløg. Hertil 2 vine, en 2015 Mathilde & Stephen Durieu, Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?, Bourgogne, Frankrig samt en 2014 Domaine des Carabiniers, Lunar Apogé Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig.
• Hovedret: Mørbrad og kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber. Igen to vine, først en 2014 Château Soucherie, Anjou Rouge, Loire, Frankrig og derefter en 2014 Château Mont-Redon, Lirac, Rhône, Frankrig.
• Dessert: Syltede ferskner med hindbær sorbet, hvid chokolade, marengs og karamel. Dessertvinen blev en 2014 Domaine de la Motte, Coteaux du Layon Rochefort, Loire Frankrig.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser, kommentarer og anmeldelser af alle vinene, som jeg allerede har lagt ind i løbet af ugen. Her også lige lidt fotos og kommentarer til de lækre retter:

 Snacks

Snack – her dejlige kæmperejer stegt i panko med en eller anden form for aioli til at dyppe dem i

Små hapsere med rørt oksetatar efter inspiration fra Michel Michaud … bestemt ikke ringe, sagt på jysk. De smagte fortryllende. Og til de forskellige snacks fik vi en champagne, non vintage Brut Réserve fra Xavier Leconte, en blød, blid og lækker champagne med noter af ristet toast og andet godt.

Salat af varmrøget torsk med citronconfit, kål, kørvel og “brændt” smør med hasselnødder

Forretten blev salat af varmrøget torsk med citronconfit, kål, kørvel og “brændt” smør med hasselnødder. Det var nærmest lidt som en mousse med torsk samt syrlige og søde elementer, som virkelig imponerede. Vinmæssigt fik vi lidt Loire … en 2015 Foucher-Lebrun, Sauvignon Petit Le Mont, Loire, Frankrig – herlig vin proppet med stikkelsbær, grønne noter, bolsjer, flintesten og en vis fedme.

Inderlår af dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, “pastis” og purløg

Næste ret bestod af lidt okseinderlår … også en ret, som virkelig imponerede med de mange delikate elementer og derudover godt med dild, fennikel og som modspil bløde fritterede kugler med ost. Vinmæssigt fik vi to forskellige vine til denne ret – en lille battle mellem en Beaujolais og en Rhône … begge økologiske.

Vinene var henholdsvis en 2015 Mathilde & Stephen Durieu, Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?, Bourgogne, Frankrig samt en 2014 Domaine des Carabiniers, Lunar Apogé Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig. I min lille bog, så vandt Bourgogne over Rhône, men det er jo selvfølgelig smag og behag.

Mørbrad og kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber

Hvor jeg dog elsker svinekæbe, og denne sad lige i skabet. Den kom sammen med en svinemørbrad svøbt i en svinefars af en eller anden slags. Igen en dejlig ret, som blev akkompagneret af 2 vine … igen en lille battle, denne gang mellem Loire og Rhône.

Fra Loire blev det en 2014 Château Soucherie, Anjou Rouge, Loire, Frankrig og fra Rhône en 2014 Château Mont-Redon, Lirac, Rhône, Frankrig. Igen synes jeg, at den første, altså Loire vinen, var en tak bedre – og mere spændende – end Rhône vinen.

Generelt må man dog rose restaurantens sommelier for at finde nogle både gode og spændende vine, som havde både personlighed og lidt kant. Respekt for det.

Syltede ferskner med hindbær sorbet, hvid chokolade, marengs og karamel

Desserten bestod af lidt syltede ferskner … hindbærsorbet. Det var en ganske okay ret, som blev understøttet af en sød vin fra Loire, en Coteaux du Layon Rochefort fra Domaine de la Motte.

Samlet indtryk af Restaurant ET er et kæmpe Thumbs Up. Maden var fantastisk og vinene overraskede virkelig. Jeg havde forventet et lidt main-stream valg, men det blev det ingenlunde. Vi fik vine med lidt karakter og kant … sådan, mere Thumbs Up

Derfor et stort tak til de gode folk på Restaurant ET … den dygtige sommelier og de venlige, smilende og servicemindede piger, der serverede de mange retter og vine.

Gastronomé i Århus drives af de to århusianske kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen, der siden 2004 med stor succes har drevet gourmetrestauranten Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg i Mårslet. Nu er de rykket ind i Århus centrum med deres gourmetrestaurant, som jo netop i år har fået en stjerne i Michelin Guiden.

Jeres flittige vinblogger har nu – i videnskabens tjeneste – besøgt Gastronomé for at tjekke, om den Michelin stjerne nu også er fortjent, men selvfølgelig også for at undersøge, om en Michelin restaurant serverer ordentlig vin. Det er jo en vinblog! Vi havde samlet et crew på alt 11 personer og bestilt plads på restauranten samt Fuld Gas inkl. vinmenu … og det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Men vi havde også – naturligvis – bestilt bord på S’vinbar til en let opvarmning på stedet.

Afgang til Århus med tog … og til turen havde jeg – som på sidste tur til Århus – bidraget til festen ved at medbringe en flaske, som vi meget passende kunne dele i toget … sådan varme ganerne lidt op til S’vinbar, som netop denne dag havde Riesling Week, en stor Riesling smagning, som dog ville være færdig, inden vi ville nå den charmerende vinbar.

Jeg havde valgt en flaske 2013 Riesling Pettenthal *** fra Weingut Georg Gustav Huff i Rheinhessen, og møjsomt endda købt en stak plastikkrus af mærket Seven Eleven fra DSB kiosken, som åbenlyst ikke længere er en traditionel kiosk. Det betød dog, at der var en lille skvis plastikkrus Riesling til alle … ikke meget, men nok til i passende stemning at sende os i retning mod Århus.

S’vinbar … byens bedste vinbar, som suverænt styres af Sabina inkl. staff nåede vi snart, og fik os bænket på de reserverede pladser. Pigerne var stemt for lidt rosé og mændene for lidt Riesling, da der nu engang var Riesling Week på vinbaren. Så vi bestilte en flaske af hver, først en flaske pivfræk Pornfelder … en rosé lavet på Portugieser og Dornfelder samt en flaske 2012 Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein.

Vi havde den søde Karina som værtinde, og hun sørgede for perfekt temperering af vinene. Og hvor er de altså dygtige og imødekommende de to piger, som begge er sommelier … så klart et af de bedste steder i Århus. Sådan er det bare. Stemningen er bare så hyggelig og uformel, mens kompetencen på det vinøse er helt i top. Her får du vine med kant – hvis du er til det – eller vine, som bare passer til, hvad du bedst ka’ li’. S’vinbar har det hele.

Denne aften valgte vi helt straight forward uden kant, nemlig vinene:

• 2014 Weingut Lukas Krauß, Pornfelder Rosé, Pfalz, Tyskland
• 2012 Weingut Heymann-Löwenstein, Riesling Schieferterrassen, Mosel, Tyskland
• 2013 Compañía de Vinos Tricó, Albariño Tabla de Sumar, Rías Baixas, Spanien

Som nævnt havde S’vinbar netop haft Riesling smagning … ja faktisk var den sluttet kun en halv times tid før vi ankom, så der var enkelte flasker i overskud, som kunne købes, bl.a. lidt Thanisch og den eminente Egon Müller. Fristende af helvede til … men vi holdte os til de bestilte vine … vi skulle jo snart videre til Gastronomé.

Gert havde med usvigelig og nøjagtig sikkerhed regnet ud, at der var 6 minutters gang fra S’vinbar til Gastronomé, så præcis 18.39 satte vi kurs med den nyligt Michelin-kårede restaurant, hvor vi blev pænt taget imod og anbragt i kælderen, hvor der allerede var gjort hyggeligt klar til os, og med Max H inkl. følge direkte ankommet, så var sjakket helt og festen kunne begynde … so to speak.

Menukortet byder på 3 muligheder;  halv gas, fuld gas eller Chef’s Table. Vi havde valgt at give den fuld gas, hvilket betyder 8 retter og samtidig selvfølgelig fuld vinmenu, altså vinene tilpasset hver ret. Sådan skal det være … skal der være gas, så skal det være fuld gas. Intet mindre, selvom vi dog sprang en velkomst med mousserende vin og snack over. Vi tænkte, at med 4 vine i bagagen allerede og 8 i vente, så måtte vi vise en vis afholdenhed.

Menuen for aftenen inkl. de ventende vine så sådan her ud:

Som de kvikke bloglæser måske allerede har observeret, så ventede der dog ikke 8 vine … men alene 7. Det var dog til at leve med, da menukortet så rigtigt spændende ud. Vi startede med en amuse … det som på rigsdansk hedder en appetizer. Faktisk findes ordet amuse ikke i den danske ordbog … men på engelsk betyder det jo at skabe opmærksomhed … så vi fik lige opmærksomheden skærpet med denne lille ting.

Amuse: Pighvar-tatar pakket i rødbede med safranolie, gule sennepsfrø og rød skovsyre

Smukt og amusing … vinmæssigt bakket op af en Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie fra vinhuset Vignobles Chéneau … en vin, som også skulle nydes til den efterfølgende ret. Derudover – og måske endda vigtigere – så blev retten også understøttet af 3 forskellige hjemmelavede brød og et lidt forskellig smør, hvoraf den ene var lavet på brunet smør.

Torskekæber – æggeblomme – agurk – silderogn fra Skagen

Første ret ud af aftenens 8 retter, og imponerende flot i anretning. Smagte rigtigt meget af agurk … og jeg synes nok, at agurken totalt overtog smagsindtrykkene. Fedme og aromaen af lidt nødder fra vinen passede dog fint til retten. Men denne ret var jeg bestemt ikke oppe at ringe over.

Havtaske – blomkål – ærter – chokonibs

Videre til næste ret – havtaske med blomkål, ærter og chokonibs … hvor sidstnævnte faktisk gav fin kant på retten. Igen smukt anrettet, selvom jeg fortsat ikke forstår, hvorfor maden skal ligge helt ude i siden af tallerken. Har efterhånden set det mange steder … og selvom det helt sikkert er moderne, så forstyrrer det sgu … men WTF jeg er jo også lidt gammeldags.

Til retten fik vi lidt syre med en Sauvignon Blanc fra Klein Constantia … okay, uden at imponere. Lidt et kedeligt valg, hvis jeg skal sige min ærlige mening.

Hjertemuslinger – majs – caviar

Smuk og stringent anrettet … og som foregående ret med lidt skum på toppen, pænt suppleret af en skare af tjenere med små kobbergryder. Jeg elsker muslinger, så dette var bestemt en ret for mig … dog er jeg satans træt af majs, hvilket så trækker den anden vej. Mener også, at der var en smule popcorn på toppen. Dét mener jeg til gengæld ikke hører hjemme i en ret.

Vinmæssigt røg vi dog lidt op i niveau, nemlig med en ganske elskelig VVV Valleys Douro White fra vinhuset Quinta Vale D. Maria, som jeg tidligere har smagt fantastisk vin fra … og skrevet om her på bloggen. Det 3 V’er henviser i øvrigt til de 3 dale, hvorfra druerne til vinen kommer … og alle lokale druesorter fra Douro området.

Hvide asparges – brunet smør – pecannød

I mine øjne aftenen bedste ret … elsker hvide asparges og her blev de på bedste vis akkompagneret af brunet smør, pecannødder og andet godt. Kan ikke huske de andre ingredienser, men det smagte altså herregodt. Vinmæssigt helt korrekt – næsten efter forskrifterne – suppleret med godt Muscat og selvfølgelig fra Alsace. Sådan skal det være. Klasse.

Duroc nakke – persillerod – sennep – gryn

Duroc nakke … nu dukker Duroc grisen sgu op igen. På Fusion i Ålborg fik vi svinebryst fra en Duroc gris, og nu dukker denne lille gris sgu minsandten op igen. Duroc-svin er en amerikansk svinerace … en slags basisrace, som benyttes til krydsninger indenfor svineavl. Duroc grise er rødbrune, muskuløse og har nedadstående ører og med et roligt temperament.

Det rolige passer også til denne ret … stegt/braiseret ala slow food … helt fuldstændig mørt sammen med persillerod, sennep, gryn samt en lille tallerkensmække på toppen. Ganske okay samt med god kraft. Vinen passede fint, den vel efterhånden noget kendte Petalos del Bierzo fra den spanske storchamøre Alvaro Palacios. Den har vi smagt en del gange … fik den bl.a. til hovedretten på Mefisto, også i denne 2012 årgang.

Kalvemørbrad – hale – ramsløg – fermenteret hvidløg

En lidt mere traditionel ret … kalvemørbrad, som var sindssyg mør. Fint tilbehør og lækkert med de fermenterede hvidløg i kombi med ramsløg, selvom den gode Hr. Hansen – som har det lidt svært med hvidløg – havde sit besvær. Men det smagte bestemt godt, selvom det måske ikke var verdenens mest innovative ret. Igen kom de små kobbergryder i spil til saucen.

Retten blev fint akkompagneret med god Rhône vin … der går man sgu aldrig helt galt, og denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra Domaine Fond Croze var bestemt i orden og samtidig en vin, som jeg aldrig tidligere havde smagt.

Appelsin – kumquats -tonkabønne

Ret nr. 7 … så var vi nået desserten, eller i hvert fald 1 af slagsen … lidt syrlig appelsin, skal fra kumquat og så tonkabønner. Ovenpå lidt sprød gitter af noget sukker af en slags. Tonkabønne … den var jeg sgu ikke lidt helt spids på. Hvad fanden er det for en størrelse? Den bruges åbenbart som en ingrediens i parfumer, men kan – heldigvis – altså også spises og bruges typisk i stedet for vanilje.

Tonkabønnen er lykkebringende og det forlyder, at hvisker du dit højeste ønske til tonkabønnen, kaster den på jorden og træder på den, så går det i opfyldelse. Måske skulle kokkene ha’ gjort dette i stedet, for retten var syrlig og sagde ikke mig alverden. Det gjorde det ikke bedre, at der ikke var vin til retten, men en underlig kok te … lavet på grøn og sort te. Arghhhhh.

Rabarber – skovmærke – brændt hvid chokolade

Vi sluttede med lidt is … det kan jo ikke gå helt galt, her sammen med lidt rabarber og knas samt brændt hvid chokolade. Det var en fin afslutning, igen dog uden helt at dupere mig. Vi fik lidt sødt og hvidt italiensk, en Passito Monastero Bianco fra vinhuset Azienda Agricola Monte del Frà .. en lidt kedelig sherryagtig sag.

Samlet kom listen af vine til at se sådan her ud:

• 2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, Frankrig
• 2014 Klein Constantia, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika
• 2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, Portugal
• 2011 Henry Fuchs et Fils, Muscat, Alsace, Frankrig
• 2012 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo, Bierzo, Spanien
• 2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, Frankrig
• 2013 Monte del Frà, Passito Monastero Bianco, Veneto, Italien

Der er selvfølgelig links til beskrivelser og anmeldelser af vinene – både fra S’vinbar og Gastronomé.

Konklusion

Gastronomé var en dejlig oplevelse … men i forhold til mine forventninger, så er jeg måske en anelse skuffet. Havde forestillet mig, at en Michelin restaurant var mere innovativ og retterne mere spændende. Og selvom servicen var helt i top, så gik jeg alligevel fra restauranten uden det forventede WAUW. Det var en stabil præstation, men uden at imponere.

Skal jeg sammenligne med min bedste restaurantoplevelse … gourmetaften på Bryghuset Vendia i Hjørring, så ligger Gastronomé – i mine øjne – en del lavere end Vendia, som imidlertid ikke har Michelin-stjerne. Der er maden mere innovativ, smagsoplevelsen større og vinvalget også mere udfordrende og kantet. Men sådan er der jo så meget. Vi blev mætte, fik en god oplevelse og habile vine.

Vi slutter selvfølgelig med et par stemningsfotos fra aftenen:

Vi hygger os på S’vinbar … her med Riesling i glasset. Riesling Rules

Min dejlige ægteviv

Her har vi sat os til bords på Gastronomé og er klar til kamp

Der er vine alle vegne i kælderen på Gastronomé … man kan nærmest kalde det en vinkælder

God stemning i kælderen på Gastronomé

Mere stemning

En god aften på Gastronomé er slut … godnat og sov godt

Torsdag den 31. maj 2016 drog jeres flittige vinblogger med De Danske Statsbaner til 9000 Aalborg … helt præcist mod Restaurant Fusion, hvor jeg havde sat min gode vinbuddy Gert E stævne. Vi havde tilmeldt os en vinsmagning med overskriften Rhôneaften på Fusion. Det dækkede over, at Sigurd Müller Vinhandel havde fået Matthieu Perrin fra Famillie Perrin/Château de Beaucastel til Danmark for – for første gang – at præsentere deres nye projekt, nemlig Provence vinene fra Domaine Miraval, der ejes af Angelina Jolie og Brad Pitt, men vinificeres af Perrin.

Fusion ligger helt fantastisk … lige ved havnefronten med udkig til Limfjorden. Vel arriverede fik vi stukket et glas hvidvin i hånden ,,, Angelina og Brads hvide Miraval Blanc Coteaux Varois i en frisk årgang 2015. Derefter satte vi os til bords, Vores ry eller rygte må ha’ ilet i forvejen, for vi kom til at sidde ved kaptajnbordet … eller i hvert fald det bord, hvor alle ping’erne sad. Sådan skulle det vel også bare være?

Så der i det nordjyske sad vi således til bords med aftenens hovedperson Matthieu Perrin fra Beaucastel, vinskribenterne Jørgen la Cour-Harbo samt René Langdahl Jørgensen … kendt fra henholdsvis Nordjyske Tidende og Gastro, ejeren af Sigurd Müller Vinhandel, den altid sjove Ib Bergkjær samt et par underholdende herrer, som lød til at være stamkunder hos Sigurd Müller Vinhandel og vidste en del om vin.

Med andre ord sad vi helt perfekt. Måske skyldes det, at vi behændigt havde hængt vores jakker ved netop dette bord inden den hvide velkomstvin. Og vi glemmer så den emsige (og småsure) dame, som forsøgte at flytte Gert E’s taske fra den stol, han havde reserveret. Den gik ikke … bordet var ikke reserveret, og vi endte med denne heldige placering lige i orkanens øje.

Ib Bergkjær startede med at byde velkommen … selvfølgelig med en speciel velkomst til Matthieu Perrin. Derudover takkede han Ving – ejeren af Fusion – for at hjælpe med arrangementet til en fornuftig pris. Jo jo … vi var jo kommet til Nordjylland. Til dén pris mente Ib, at appetizerne måtte være meget små … og de var de også. Men det er appetizers vel egentlig altid.

Ellers gav han ordet til Matthieu Perrin, som startede med at fortælle lidt om familien Perrin, Château Beaucastel og selvfølgelig også om deres samarbejde med Angelina Jolie og Brad Pitt om vinene fra Miraval. Derudover præsenterede Matthieu også hver vin, som i løbet af aftenen blev serveret. Jeg vil ikke her gengive noget af det, som Matthieu fortalte eller fortælle en masse om vinhusene, deres historie eller om vinene. Det vil jeg gøre i de kommende indlæg om vinene.

Der var allerede lagt en lille folder ved hver plads, hvor vi kunne se, hvilke vine vi skulle igennem. Udover at smage på et par vine fra Miraval, så skulle vi smage et par stykker fra Le Crus serien hos Famille Perrin og selvfølgelig slutte med nogle af vinene fra Château Beaucastel. Samlet skulle vi igennem 7 vine … ganske passende. Her er lige listen over vinene:

• 2015 Miraval, Blanc Coteaux Varois, Provence, Frankrig
• 2015 Miraval, Rosé Côtes de Provence, Provence, Frankrig
• 2012 Famille Perrin, Vinsobres Les Cornuds, Rhône, Frankrig
• 2013 Famille Perrin, Gigondas La Gille, Rhône, Frankrig
• 2013 Château de Beaucastel, Côtes du Rhône Coudoulet de Beaucastel, Rhône, Frankrig
• 2013 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig
• 2014 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

Links følger i løbet af kommende uge med beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Madmæssigt blev det også rigtigt godt. Ving havde valgt et par retter fra maj måneds menukort, nemlig

• Appetizer; Saltet ørred med mango
• Forret; Tataki tun med grøn karry sorbet, miso & ponzu
• Hovedret; Duroc svinebryst & grisehaler med røget smør og 7 spice

Saltet ørred med mango

Fin lille start … og ja, meget lille. Saltet ørred med gul tomat og mango. Så var vi da i gang.

Tataki tun med grøn karry sorbet, miso & ponzu

Denne forret var simpelthen himmelsk. Rå tun med grøn karrysorbet, en rulle med teriyaki creme. Fisken var blød, kold … helt fantastisk. Miso og Ponzu lyder som en japansk pop-duo, men Miso er en slags koreansk kornpulver, som er fremstillet af en kombination af 7-10 forskellige kerner korn, mens Ponzu er en citronbaseret mørk sauce, som anvendes i det japanske køkken. Hvordan de indgik ved jeg ikke, men godt smagte det.

Duroc svinebryst & grisehaler med røget smør og 7 spice

Enkelt, men flot ret. Svinebryst, godt ristet/grillet på begge sider … god med smag.

Vi fik også en snak med Matthieu Perrin og nogle af de andre ved bordet. Sammenlagt en rigtig stille og hyggelig aften. Vinmæssigt var højdepunkterne selvfølgelig de to Châteauneuf-du-Pape vine, men også vinen Vinsobres Les Cornuds var rigtig god … specielt i forhold til prisen. Ib Bergkjær tilbød 20% rabat, og det satte også gang i bestillingerne.

For tredje år i træk – dreimal – har jeres kære og flittige vinblogger været rundt i hansestaden Hamburg, både på løbeben på kongedistancen ved året Haspa Hamburg Marathon og derudover selvfølgelig med obligatoriske besøg på vinbarer. I jeres tjeneste naturligvis. Hvad gør man ikke for trofaste læsere.

For hvis det ikke var for at få et påskud til at besøge vinbarer og drikke tysk vin, hvorfor skulle man så ellers kæmpe sig igennem 42 lange kilometer sammen med omkring 20.000 storsvedende mennesker – primært tyskere, masser af danskere samt en lille gruppe små afrikanere – som altid ligger forrest og jeg aldrig ser skosålerne af?

Men det er åbenbart på, én eller anden – sygelig – facon, nærmest vanedannende og denne 31. udgave af Haspa Hamburg Marathon er således også min tredje maraton i træk, siden jeg startede med at løbe for knap 4 år siden, Ja, men kan vel nærmest kalde det en tradition, selvom man hvert år over målstregen lover sig selv, at dette gør jeg sgu aldrig igen. I hvert fald en lille tradition. Og i den kategori er besøg på vinbarer efter løbet også blevet en lille tradition.

I år var anderledes ved, at jeg havde et kæmpe crew af egne cheerleadere med, nemlig i form hele der ganzen familien, lige fra meine schönen frau, børn, svigerbarn og børnebørn … 10 mand m/k høj med yngstemand på 3 år i spidsen til at heppe på morfar. Et skønt, kønt og engageret heppekor af 1. grad. De havde også i starten af året – kærligt – presset mig til at tilmelde mig dette maraton. Og i et svagt øjeblik havde jeg – som årene før – overvurderet egne evner og tilmeldt mig … og så fanger bordet pludseligt.

Jeg havde gennemført det sædvanlige træningsprogram op til maratonet, bl.a. med halvmaraton 7 weekender i streg, men havde ikke haft de obligatoriske længere distancer og følte ikke formen så god som sidste år. Og det slog også igennem på tiden, som blev omkring 10 minutter ringere end sidste år … måske også hjulpet af, at hele jeg og hele familien vandrede Hamburg City tyndt om lørdagen. Måske 23.130 skridt dagen før en maraton var en smule for ambitiøs for mine små ben?

Men jeg nød mit tredje maraton og kom igennem … eller nød det nu så meget som muligt, når ens ben de sidste kilometer skriger STOP og kroppen nærmest skriger af smerte og udpinelse. Det er en helt fantastisk oplevelse at løbe sammen med så mange løbere. Specielt starten er fantastisk … og selvfølgelig at løbe over målstregen med hænderne knyttet, mens man næsten skriger; Jeg gjorde det sgu.

Nå, men nok snak om løb. Mellem mine 95.042 skridt i løbet af den forlængede weekend i Hamburg fik jeg besøgt 2 vinbarer, men nåede desværre ikke så mange vine, som tidligere år. Kun to vine. Sørgeligt. Beklager … det skal jeg selvfølgelig nok gøre bedre en anden gang, hvis der bliver en sådan.

Første vinbar blev Der Bocksbeutel in den Colonnaden, hvilket – som navnet antyder – er en lille vinbar/vinothek/weinstube, som udelukkende serverer og sælger vine fra Franken området og jo også er opkaldt efter den lille buttede flaske fra området. Stedet er ganske lille og intimt, så det kan være svært at finde en siddeplads, men der er sgu meget hyggeligt.

Den lille vinbar Der Bocksbeutel syner ikke af meget udefra … udover god stemning.

Der er ikke megen plads, men servicen er helt i orden.

Colonnaden er en skøn gågade med små, sjove butikker, spisesteder og god stemning. Betjeningen i vinbaren er i top, og alle vinene kan købes pr. glas, flaske eller mitzunemen. Vi nøjedes med et glas Spätburgunder … ja, hvad ellers? Og det var med god vejledning fra den søde pige bag baren. Det var vinen:

• 2013 Weingut Meintzinger, Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken, Franken, Tyskland

Jeg har selvfølgelig linket til både beskrivelse og anmeldelse af vinen, men umiddelbart en rigtig Franken Spätburgunder med lidt kant, parfume og kraftig elegance.

Om aftenen var ungerne flade, så jeg hev fruen hen på NEUMANNs | Bistro & Weinbar, som jeg også har besøgt de to foregående gange, hvor jeg havde løbet maraton i Hamburg. Det er en moderne og super vinbar, som jeg er helt pjattet med. Selvom vi ikke var specielt sulte, så valgte vin en omgang Auswahl für zwei Personen.

Hyggeligt ser det ud … og Neumanns får klart bedste anbefaling herfra … også selvom de ikke har Spätburgunder på vinkortet.

Det er en tallerken/fad med husets bedste skinker og salamier, silketyndt skåret på en “state-of-the-art” pålægsmaskine. Hertil fik vi godt, hjemmebagt brød, diverse oste, oliven, kapersbær, cornichoner, figen- og orangesennep. Weltklasse … virkelig godt. Perfekt til vin, men vi nøjedes med at dele én flaske, nemlig lidt Weißburgunder i form af denne vin:

• 2015 Weingut Alexander Laible, Weißer Burgunder Trocken **, Baden, Tyskland

Jeg har tidligere smagt Spätburgunder fra Laible, og det er en rigtig god producent, så denne Weißer Burgunder var et fremragende valg og lige, hvad vi trængte til. Saftig bandit, herligt læskende med en vis sødme og lidt bitterhed til sidst.

Neumanns Bistro & Weinbar.

Hustruen min foran et fad med charcutteri, ost og andre gode sager.

Vi sad lige ved siden af baren, hvor charcutteri, oste og de andre gode sager gøres klar til os.

Her nydes Weißer Burgunder fra Weingut Alexander Laible.

Sidste stemningsbillede fra Neumanns.

Derefter var der sgu ingen energi tilbage i det gamle Duracell brunstensbatteri, så da vi havde kæmpet os igennem charcutteri, oste og havde tømt flasken, så vi luskede hjem til vore knægte på hotellet. Totalt game over fra jeres flittige vinblogger, som på sådan en herlig søndag nåede 42 kilometer og zweimal weinbar. Men det var vel heller ikke helt ringe? Jeg var i hvert fald træt og zufrieden.

Som sidst slutter jeg selvfølgelig med et par fotos fra en herlig weekend:

Foråret starter bare lidt tidligere i Hamburg.

The Best Crew Ever … søde, skøre og kære mennesker.

Årets bevis på gennemførsel af Haspa Marathon Hamburg.

Lige hjemvendt fra to dage i hansestaden Hamburg. Fed oplevelse. Det blev med gentagelser fra sidste år, idet mit primære mål – som sidste år – var gennemførelse af årets Haspa Marathon Hamborg … i år et jubilæumsløb, eftersom det denne weekend blev afviklet for 30. gang. For mig var det blot mit andet maraton nogensinde efter debuten på kongedistancen samme sted sidste år.

Derudover gentagelse fordi, at jeg boede samme sted og efter maratonet besøgte en vinbar, som jeg også var forbi sidste år. Og så alligevel helt anderledes, for denne gang havde jeg et par supportere med, nemlig Sara og svigersønnen Mikkel, som havde taget den lange tur for at heppe på mig.

Denne gang var jeg også ude at spise om aftenen inden løbet sammen med Sara, Mikkel, Mikkels søster og hendes mand René, som er en habil maratonløber. René og jeg skulle i bedste kulhydrat løberstil ha’ pasta, og da den udsete italienske restaurant Prego var voll gebucht, så faldt valget på den nærliggende italienske kælderrestaurant L’italiano Vero … der imidlertid ikke var noget at skrive hjem om.

Skal vi tage den sportslige del … øhhh pral … med det samme? Trods dårlig optakt med fiber og alskinds bekymringer om de ømme ben, så gik maratonet rigtigt godt. Jeg fik høvlet 25 minutter af sidste års tid, og havde mer’ overskud end sidste år.

Havde ellers ikke sovet meget om natten op til løbet, på grund af til tiltagende en smerte i det ene læg … varm og hård muskel, som kunne indikere en kommende fibersprængning. Jeg var faktisk sikker på, at denne ville betyde, at jeg ikke kunne gennemføre maratonet.

Sådan gik det heldigvis ikke. Benene holdt og stemningen hjælper også én godt på vej. Man bliver sgu grebet af eufori, når man løber sammen med knap 20.000 andre løbere, og jeg var sgu også tæt på at fælde en tåre, da jeg langt om længe nåede målstregen efter lidt over 4 timers intens trav rundt i Hamburgs gader.

Vejret var bedre end sidste år … om end en kende vådt, og på et tidspunkt regnede det ganske pænt, men det er egentlig ganske okay løbevejr.

Præstationen skulle selvfølgelig fejres, og selvom jeg nok skulle ha’ haft et par timers søvn, så var jeg fortsat høj af og fra løbet. Vi måtte derfor ha’ noget at drikke … enten nogle tyske bajere eller lidt vin. Jeg havde heldigvis været så forudseende, at jeg havde medbragt en flaske Riesling fra et af grænsesupermarkederne.

Vinen var en 2013 Riesling Eisbach fra vinhuset BattenfeldSpanier, som vi nød på mit 3 kvadratmeter store einzelzimmer på Hotel Bellmoor. Imens fik vi reserveret plads til tre personer på NEUMANNs | Bistro & Weinbar, som jeg var forbi sidste år. Og det skulle vise sig at være et fremragende valg. Bord blev bestilt til 18.30 … og så satte vi kursen mod vinbaren.

Vi nåede – udover det halve af Riesling’en på værelset – to vine, dvs. en aften med samlet følgende vine:

• 2013 BattenfeldSpanier, Riesling Eisbach Trocken, Rheinhessen, Tyskland
• 2013 Gut Hermannsberg, Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland
• 2012 Tenute dell’Ornellaia, Le Volte dell’Ornellaia, Toscana, Italien

Som en forret bestilte Mikkel og jeg hver en omgang “Auswahl für eine Person”. Det er en tallerken/fad med husets bedste skinker og salamier, silketyndt skåret på en “state-of-the-art” pålægsmaskine, som jeg da også lige skulle tage et foto af. Hertil fik vi godt, hjemmebagt brød, diverse oste, oliven, kapersbær, cornichoner, figen- og orangesennep. Weltklasse … virkelig godt. Perfekt at nyde til gode vine.

Den første vin var en Riesling Kabinett fra Gut Hermannsberg. Det var egentlig ikke den vin, som jeg havde bestilt, men vinen fejlede bestemt ikke noget, så ingen brok fra os. Er måske mest til de tørre Riesling’er, men Gut Hermannsberg laver rigtig flotte vine. Og sjovt nok, så fik jeg faktisk også et glas vin fra Guts Hermannsberg sidste år, da jeg besøgte stedet. Tal om gentagelser.

Til hovedret bestilte Sara og Mikkel klassisk tysk, Original Wiener Kalbsschnitzel, mens jeg sprang på en Flammkuchen Tiroler Art med creme fraiche, gedeost og mere af det lækre silkeskårede skinke … her tilsyneladende med en skinke fra Tyrol i stil med lidt parmaskinke … hmmmm.

Til at ledsage hovedretterne havde jeg håbet på lidt tysk Spätburgunder, men der var ikke en eneste på vinkortet. Sidste år havde jeg ellers fundet Cuvée Caroline fra Diel, men den havde de tilsyneladende ikke mere.

Jeg spurgte den venlige tjener, om hun ikke havde noget Spätburgunder … men hun fortalte, at hun kun havde Weiss- eller Grauburgunder. Jeg fandt i stedet en flaske Le Volte fra det store italienske hus Tenute dell’Ornellaia. Det skulle vise sig at være et fremragende valg. Hold nu op, hvor den både dufter og smager sindssygt godt.

På vinkortet stod der, at det var en årgang 2011 … men vi fik den i årgang 2012. Det er måske ikke helt topklasse, når vi snakker om en seriøs, flot og ellers helt fantastisk vinbar. På vinkortet, som kan findes på stedets hjemmeside, fremgår Schlossgut Diels Pinot Noir også fortsat, selvom den ikke fås i vinbaren.

Så små ridser i lakken. Det ødelægger dog ikke billedet af en super vinbar, fabelagtig menu … og et virkelig hyggeligt sted. Kan varmt anbefales, hvis du besøger hansestaden og bor i området omkring Rotherbaum.

Vi sluttede aftenen med en stor Bier Vom Fass og en Mojito på Sands Bar … en ungdommelig, total mørk og moderne cocktailbar, som nærmest ligger i den store blomsterpark, som grænser op til Rotherbaum og Messehallerne, hvor maratonløbet både starter og slutter.

Efter at ha’ tilbragt en lille times tid i mørket, så listede vi alle tilbage til hotellet … godt slidte, mætte, halvfulde og fyldte med indtryk fra en skøn dag.

Bringer dog sluttelig et par stemningsbilleder fra min dag i det tyske.

Gastro Week afholdes hvert år i Århus … vist endda to gange årligt. Her kan alle madelskere og andet godtfolk få en tre retters gourmetmenu på nogle af byens bedste restauranter for kun 250 kroner som en del af konceptet.

I 2014 var det de 13 aarhusianske spisesteder Ferdinand, Miró, Nordens Folkekøkken i Jægergårdsgade, Substans, Restaurant ET, Mefisto, MellemRum, Cafe Hack, Hotel Royal, Malling Kro, Restaurant Pondus, TGV Café og Norsminde Kro som fristede og man frit kunne vælge imellem … men selvfølgelig kun hvis man var hurtig … for de mest populære bliver hurtigt udsolgt. Ja faktisk bliver billetterne til populære steder som Miró udsolgt på få dage.

Gert & Merte samt fruen og jeg havde været i god tid og booket fire pladser på den franske Restaurant ET. Gert & Merete havde snydt og forvarmet ved i ugens løb at aflægge både Ferdinand og TGV Café et Gastro Week besøg. Omvendt havde fruen og jeg dagen forinden været på Vendia, så på den måde havde vi også varmet gevaldigt op. Det gjorde dog ikke forventningerne mindre fra nogle af os. Og vi var dermed alle også i træning … god form, so to speak.

Vi havde taget toget til Århus, og endte på en lille, charmerende vincafé et par timer inden vi skulle indfinde os på ET. Det var Løve’s Bog- og VinCafé … boheme, lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger … inkl. en vinbar, der har mere end 130 forskellige, egenimporterede vine fra hele Europa.

Vi fandt hurtigt et bord, fik os plantet og efter kort rådslagning blev vi enige om, at lidt Riesling kunne være godt, så jeg bestilte en tysk af slagsen. Den søde – og kønne – servitrice kom med en Riesling … fra Alsace og ikke særlig tør, men derimod en Vendange Tardive … altså sent høstet sød vin. Misforståelsen blev dog rettet og vi fik den bestilte, en 2012 Weingut Darting, Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken, Pfalz, Tyskland. Vor servitrice tog det med et smil og sagde, at det var fint, for hendes veninde i køkkenet elsker søde vine ;o)

Og en kraftig anbefaling … Løve’s Bog- og VinCafé. Tag forbi caféen hvis du er i Århus, og lige har tid til et glas vin. Vi mangler sådanne små steder i Randers.

Nå, men efter vi havde drukket vores Riesling, så gik turen til Restaurant ET, hvor vi røg i vinkælderen. Placeret lige opad deres store, flotte show-off Wine Cellar Wall … bedre placering kunne vi vist ikke ønske os. Menuen var bestemt på forhånd, og der kører lidt på skinner. Vi har andet hold denne aften, så retterne bliver serveret til alle borde næsten samtidigt. Men de dygtige tjenere giver sig tid til at fortælle om retterne ved hvert bord.

Restaurant ET havde sammensat en vinmenu … men den sprang vi over og bestilte i stedet en flaske hvid til forretten og en flaske rød til hovedretten. ET har et ganske imponerende vinkort, og selvfølgelig i bedste franske stil kun med franske vine.

Nå, men I får her lige fotos af aftenens menu:

Forretten

Varmrøget “bio” laks med agurker, citron, dild, karse og malt. Vinmæssigt valgte vi en 2013 Jeff Carrel, Vieille Mule Blanc fra Languedoc-Roussillon. Spændende valg, og bestemt en dejlig lille sag. Passede faktisk rigtigt fint til laksen.

Hovedretten

Sprængt oksespidsbryst med “knuste” kartofler, skummende sauce supreme tilsmagt med peberrod, citron og frisk kørvel. Helt klart aftenens bedste ret … specielt det sprængte oksespidsbryst var himmelsk … og så var der samtidig rigeligt med kød. Sådan skal det være. Vi fortsatte i Jeff Carrel sporet med endda en vin fra Languedoc-Roussillon … en 2011 Jeff Carrel, Puydeval Vin de Pays d’Oc. God saftig vin … men slet ikke varm i udtrykket, men lidt kølig og elegant.

Desserten

Mørk chokolademousse med “syltede” bær, vanille, karamel og økologisk ymer.

Maden, betjeningen, atmosfæren på Restaurant ET … alt var i topklasse. Vi fik 3 retter og ikke en finger at sætte på noget overhovedet. Vores søde tjener gjorde det godt – smilende og imødekommende. Skal der sættes en enkelt finger på noget, så er det nok mest konceptet … dét at tingene sker i hold og med et vist tempo … men forståeligt til prisen.

Samlet en skøn aften … med en håndbajer, Carlsberg 47 i toget hjem. Tak til Gert & Merete for god aften og deres datter Mette for transport af “os ude fra landet”.