Hva’ fanden tænkte jeg, da jeg så smageprogrammet til Perrin smagningen … en hvidvin til sidst. Men det giver total god mening, når man smager Beaucastels Châteauneuf-du-Pape Blanc, som nærmest kan udgøre en dessert i sig selv. Så når folk skriver, at de hvide neuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, så giver det totalt mening.
Matthieu Perrin fortalte, at én af hemmelighederne ved deres hvide Châteauneuf-du-Pape er, at der anvendes 80% Roussanne, som kommer fra 80 år gamle vinstokke.
Og netop alderen betyder afsindigt meget, når vi snakker Roussanne, fortalte Matthieu videre. Roussanne er udelukkende interessant, hvis der er godt med alder og et lavt høstudbytte.
Og Beaucastel har alene 7 hektar i AOC Châteauneuf-du-Pape med de hvide druer. Og det betyder en forholdsvis lille produktion i sammenligning med de røde neuf’er. Det giver basis for to vine, nemlig denne “almindelige” hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc og storesøsteren Châteauneuf-du-Pape Blanc Roussanne Vieilles Vignes, som laves på 100% Roussanne fra de ældste stokke.
I denne almindelige – men ganske eksklusive Châteauneuf-du-Pape Blanc – er der udover Rousanne også 20% af druerne Grenache Blanc, Piquepoul, Picardan, Bourboulenc og Clairette. Hver enkelt druesort har sine egne karakteristika, og på Château de Beaucastel er man af den overbevisning, at ingen kan undværes.
Således har man altid en stor palette at arbejde med, når vinen skal sammensættes. De enkelte druesorter vinificeres og lagres hver for sig. Vinen lagrer sammenlagt 8 måneder, heraf 30% på egefade og 70% i rustfrie ståltanke.
Og det blev sgu et festfyrværkeri af en afslutning på vores Rhôneaften på Fusion. Duftmæssigt virkelig en kraftfuld vin og godt med hvid frugt, aromatisk hvid frugt, fersken, blomster, orkideer, nødder, sukkersødme, nybagt brød, fugtige fade, mineraler, lidt lakrids samt en smule røgede noter. En monstrøs stor næse, selvom 2014’eren endda siges at være en af de ringere årgange af vinen.
I munden også en kraftig vin, som virkelig tager dig om n……. Det er kraft og saft, blid sødme, god fylde, pærer, nektariner, karameller, svag bitterhed, lidt salt, men virkelig intens. Den smager da bare sindssygt godt. Imponerende afslutning, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, at det er en lidt voluminøs vin … det smager bare godt. Men okay … det er også dyre dråber.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 600 kr.