2014 Weingut Lukas Krauß, Pornfelder Rosé, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Lukas Krauß, Pornfelder Rosé, Pfalz, TysklandPå S’vinbar startede vi frækt, syndigt og lyserødt med en Pornfelder Rosé … og denne uartige, lille sag med to halvnøgne fruentimmere på etiketten kommer fra Weingut Lukas Krauß, en frisk, ung vinmager, som kalder sig Mann Mit Hut, fordi han altid render rundt med en gammel hat.

Faktisk er Lykas email-adresse da også hut@lukaskrauss.de … og den gode vingut … eller måske rettere Weinhut Lukas Krauß holder til i byen Lambsheim, som ligger i Pfalz omkring 10 kilometer vest for byen Mannheim og heller ikke langt fra Heidelberg.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1984 af Lukas Krauß’s fader Harald Krauß, selvom familien egentlig har været vinbønder i området i hundrede år. Lukas er dermed alene 2. generation på vingården, som samlet omfatter omkring 7 hektar vinmarker omkring Lambsheim, hvilket danner baggrund for en årlig produktion på omkring 30.000 flasker vin.

Lukas selv er lidt af en nørd, men en fremadstormende vinmager, som samtidig forstår at markedsføre sine vine og selv er meget aktiv på Facebook og Twitter. Han er ganske vist kun 28 år, og selvom Lambsheim ikke er centrum for vinproduktion, så er Lukas overbevist om, at han kan ændre disse fordomme.

Lukas er derudover er assisterende vinmager hos hos Müller-Catior et par dage om ugen, men resten af tiden arbejder han benhårdt i marken på egne, lånte og lejede parceller med at dyrke sunde druer med lidt inspiration fra bio & økologisk drift – dog uden at være hellig. Lukas har også arbejdet hos Johner i både Baden og New Zealand, og den gamle Johner er ret imponeret af hans vine.

Lukas laver en række vine, bl.a. på druer som Riesling, Grauer Burgunder, Scheurebe, Silvaner, Grüner Veltliner, Spätburgunder … og så Blauer Portugier samt Dornfelder, Og så laves der netop denne Pornfelder i en rød og rosé udgave, og den er netop lavet på PORtugieser samt dorFELDER, og deraf selvfølgelig navnet Pornfelder.

Pornfelder
I den kommende udgave skulle etiketten – jf. Karina og Sabina fra S’vinbar – imidlertid være med to halvnøgne mænd i stedet, og den glædede pigerne sig til. Vi nøjedes dog med denne årgang og den pivfrække etiket, som vi ikke ser nogen grund til at ændre. Det kunne vi hurtigt blive enige om.

Druerne til vinen er høstet ved håndkraft, hvorefter vinen er presset og efter en kort periode maceration er vinen gæret i rustfri ståltanke.

Den lille lyserøde sag byder i næsen på lidt tranebær, jordbær og et lidt letkrydret syre. I munden er vinen saftig med jordbær, ribs, kirsebær, svag bitterhed … og egentlig let og meget easygoing. Der er måske lidt kant og mineralitet … og med lidt luft i glasset kommer syren og de bitre noter også mere frem.

Købt på S’vinbar, men kan ikke huske prisen på vinbaren … tror det var 250 kr. for en flaske. I Tyskland koster en flaske 8,90€ i en vinhandel, hvilket svarer til omkring 66 kr.

Rating 4/7