2015 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Deidesheimer Paradisgarten, Pflaz, Tyskland

2015 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Deidesheimer Paradisgarten, Pflaz, TysklandI går sad jeg på Nimb i Tivoli og ventede på at høre det fabelagtige danske jazzorkester Girls In Airports … og så kunne jeg jo lige så godt fordrive ventetiden med et glas kold Riesling, og det blev denne Riesling Deidesheimer Paradisgarten fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan … en vin jeg sidst smagte i en årgang 2013 ved Riesling Week sidste år.

Men her er det en helt frisk 2015 … som faktisk minder ret meget i smagsnoterne om 2013’eren, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Omkring vinhuset, så skal jeg nok undlade at skrive om det igen … blot henvise til det tidligere blogindlæg, som jeg har linket til under 2013.

Det var nu helt tilfældigt, at jeg opdagede, at Girls In Airports skulle spille i Harmoni-Pavillonen i det smukke Københavnske have og helt uden entre … alene via indgangsbilletten til Tivoli, så det skulle jeg selvfølgelig opleve. Girls In Airports er helt klart mit danske favorit jazzorkester … og de var lige som forventet.

Vanvid, struktur, mønstre, intensitet, følsomhed og vanvittig kreativt. 5 mand høj, én på keyboard, to på trommer/percussion og to på saxofon/blæseinstrumenter. De er også rost helt vildt af anmeldere over hele verden, hvilket er helt forståeligt. Specielt nummeret The Grass by The Roses – et af mine ynglingsnumre – fra Kaikoura albummet var da for vildt. Sådan … fed oplevelse.

Girls In Airports - closeup

Girls In Airports - på Harmoni-Pavillonen

Denne Riesling Deidesheimer Paradiesgarten hører til én af Bassermann-Jordans Ortsweine, og druerne til vinen kommer fra marken Paradiesgarten, som er én af Deidesheims største vinmarker, da den strækker sig fra udkanten af landsbyen og op til Haart-bjergenes begyndelse.

Vinmarkens størrelse giver en mindre variation i jordbunden, der hovedsageligt består af en meget sandholdig jordbund med enkelte forekomster af sandsten. Vinifikation er helt traditionelt med fremstilling på ståltanke.

Som sidst byder duften på god og levende frugt, hyld, citrus, abrikos og lidt nøddeagtige aromaer, mineraler og let sødme. I munden godt med syrlighed, bid, saft og et grønt, stramt udtryk. Den er sprød og let mineralsk, men i modsætning til 2013’eren er der i denne 2015 mere sødme, hvilket klæder vinen godt.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 140 kr.

Rating 4,5/7 thumbthumbthumbthumbhalf_thumb