2013 Famille Perrin, Gigondas La Gille, Rhône, Frankrig

2013 Famille Perrin, Gigondas La Gille, Rhône, FrankrigMatthieu Perrin præsenterede dernæst husets Gigondas La Gille, som kommer fra den 10,5 hektar store vinmark La Gille, som familien har lejet lige syd for byen. Marken ligger i øvrigt tæt på familiens egne marker i Gigondas, nemlig de 9 hektar fra Domaine du Clos des Tourelles, som de i 2008 købte af Roger Cuillerat.

Som du måske allerede fornemmer, så er Perrin familien en betydelig vinproducent i Rhône … og vinene fra Perrin familien hører til nogle af de allerbedste i Rhône. Specielt vinene fra Château de Beaucastel er blandt verdens bedste. De rød Châteauneuf’er er altid blandt områdets bedste. De hvide Châteauneuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, her er man fuldstændig uden konkurrence.

Men det Beaucastel er også et vinhus med en lang historie. Vinhuset er reelt grundlagt i 1909, da da Gabriel Tramier købte Château Beaucastel. Selve ejendommen stammer dog helt tilbage fra 1549, hvor Noble Pierre de Beaucastel købte en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Han opførte senere en hovedbygning … den som vi i dag kender som Château de Beaucastel.

Familien Beaucastel blev en anerkendt familie i byen … og i 1687 blev en efterkommer Pierre de Beaucastel, som anerkendelse for sin konvertering til katolicismen, udnævnt af Ludvig den 14. til Capitaine de la Ville de Courthézon.

Under phylloxera-katastrofen ejedes stedet af Elie Dussaud, der var kompagnon til Ferdinand de Lesseps, der konstruerede Suezkanalen. På dette tidspunkt gik vinproduktionen helt i stå, så det var først da Gabriel Tramier i 1909 købte Château Beaucastel, at man begyndte en genplantning af vinmarkerne og startede en vinproduktion.

Tramier overdrog vingården til sin svigersøn Pierre Perrin, som udviklede samt udvidede vinhuset og fik stor succes. Hans søn Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. Senere overtog brødrene Jean-Pierre og François Perrin driften og de viderefører fortsat i dag ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.

De får dog hjælp af deres børn – 5. generation – nemlig Marc, Pierre, Thomas, Cécile, Charles, César og Matthieu. Og de udvikler fortsat vinhuset, hvilket det nye joint venture med Miraval også vidner om.  Med Perrin & Fils – eller Famille Perrin som det nu kaldes – fokuserer familien også på områdets forskellige appellationer samt glemte, gamle parceller. Ønsket er dels, at levere en billigere vin i form af salgssuccessen La Vieille Ferme, dels at lave spændende vine, der afspejler den sydlige Rhônedals store potentiale og variationsbredde.

Således er det efterhånden blevet et pænt stort vinhus. Château de Beaucastel har samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf 20-30 hektar dog ikke indgår ikke i produktionen, idet der hvert år nyplantes 2-3 hektar. De nyplantede marker medtages først i produktionen 10 år efter plantningen. Omkring 75% af jorden ligger i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen, mens de sidste ligger under AOC Côtes du Rhône.

Hvor mange hektar Famille Perrin derudover ejer, er faktisk lidt svært at se. I Gigondas er det samlet omkring 10 hektar, i Vinsobres omkring 60 hektar, i Cairanne omkring 14 hektar og ved Le Grand Prébois – hvor de i dag producerer vinene – har de yderligere 30 hektar Côtes du Rhône og 10 hektar Vin de Pays marker. Derudover opkøber familien også druer og forpagter ligeledes en række marker, hvor vinene sælges under eget navn eller La Vieille Ferme.

Derudover ejer Perrin familien også en restaurant i Gigondas, nemlig l’Oustalet. Den ligger lidt midt på torvet i byen og er købt i 2009 fra negociantfirmaet Gabriel Meffre. Der kan man helt sikkert nyde et glas Gigondas fra Perrin.

I Gigondas laver Perrin nemlig samlet 3 forskellige vine … denne Gigondas La Gille fra den lejede mark, vinen Domaine du Clos des Tourelles fra de 9 hektar, som blev købt af Roger Cuillerat og endelig vinen Sélections Parcellaires Gigondas L’Argnée Vieilles Vignes, som kommer fra en gammel mark, som knap er 1 hektar stor og har vinstokke, som er omkring 100 år gamle og har overlevet phylloxera katastrofen. Den laves der også kun 1.500 flasker af årligt.

Denne Gigondas La Gille er lavet på Grenache og Syrah. Markerne er her langt mere sandet end fx ved foregående vin fra Vinsobres. Druerne er afstilket, og vinifikationen sker både i egefade samt i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer vinen i henholdsvis foudres samt barriques. Hvor lang tid fremgår ikke, men mener, at det er omkring 15 måneder.

Matthieu fortalte dog, at de generelt ikke bruger meget eg … specielt ikke frisk eg, idet de mener, at det ofte giver ketchup-vine, som han udtrykte det.

Men der er bestemt ikke ketchup i denne vin, som i næsen er langt mere mørk og dyb end foregående vin. Det er fortsat mejeri, kød … men nu også med granit, kul og langt mere tydelige krydderier. Det er mørk frugt, modne kirsebær, en smule blommer … fyldig, kraft og fed. I munden peber, stramme tanniner, strenghed, jern … slet ikke rund, men viser virkelig tænder. Kraftig vin med stor tørhed.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 195 kr.

Rating 5/7 

Skriv et svar