2012 Weingut Stefan Meyer, Frühburgunder, Pfalz, Tyskland

Fredag er jo Spätburgunder dag … og den mission lykkedes også i går på S’vinbar … sådan da, for jeg havde fået øje på en Frühburgunder fra Weingut Stefan Meyer, og den fik vi til at indgå i vores flight. Ja, og så bestilte jeg efter vores flight en også hel flaske af vinen, da første glas simpelthen indeholdt for lidt.

Frühburgunder er jo en form for mutation af Spätburgunder. I Frankrig finder man druen under navnet Pinot Precoce Noir. Den minder på alle måder om Spätburgunder, specielt i glasset.

Den skiller sig primært ud ved, at dens mostvægt er højere end hos Spätburgunder, mens syretallet ligger lavere … og så er den ikke så modtagelig over for sygdomme. Frühburgunder modnes herudover – som navnet også indikerer – tidligt.

Weingut Stefan Meyer holder til ved den lille by Rhodt med sølle 1.100 indbyggere. Byen ligger omkring 30 kilometer vest for Hockenheim … I ved, der hvor der køres Formel 1 racerløb. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1954 af Karl Hermann Meyer, men i dag er det 3. generation i form af Stefan Meyer, som driver foretagendet.

Stefan har 12 hektar vinmarker på en masse små parceller rundt om Rhodt, og de bedste marker er Schlossberg, Rosengarten og Schwarzer Letten. Stefan dyrker her Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Ruländer, Spätburgunder, Frühburgunder, Chardonnay, Scheurebe, St. Laurent og lidt Syrah. Så der laves en del forskellige vine, omkring halv af hver … altså rød og hvid ;o)

Her har vi husets Frühburgunder. Druerne er høstet manuelt, og så er vinen ellers lavet med en kort macerationstid på omkring 14 dage. Der ligger ingen konkrete oplysninger om, hvor længe vinen har ligget på fade, men generelt ligger husets rødvine mellem 11 og 18 måneder i store brugte egetræsfade og nye egetræsfade.

Og hvilken herlig lille sag, som i glasset er klar transparent med den klassiske lyse teglfarve og i næsen animalsk med sød kostald, røg, hindbær, kirsebær, mandler og en smule gammeldags krydderkage. Hmmmmmm. Smagen et let … virkelig klasse med kirsebær, hindbær og moreller, blide og bløde tanniner, som sætter sig på fortænderne og god frisk frugt. Nam nam.

Ingen forhandler herhjemme. I Tyskland koster vinen 11,50€ … eller omkring 86 kr. På S’vinbar koster en flaske 300 kr.

Rating 5/7 

Skriv et svar