2015 Domaine du Grézas, Côtes-du-Rhône Réserve du Domaine, Rhône, Frankrig

Næste smageglas på Plan B var denne Côtes-du-Rhône Réserve du Domaine fra et vinhus, der hedder Domaine du Grézas og skulle være beliggende området Saint-Marcel-d’Ardèche … meget nær hvor Ardèche-floden løber ud i Rhône og vel omkring 30 kilometer nordvest for Orange.

Det er svært at finde oplysninger om vinhuset … men flere importører skriver, at Domaine du Grézas drives af brødrene Cyril og Eric Bouchon, som samlet har 30 hektar vinmarker i området.

Imidlertid findes der ingen – og jeg siger ingen – oplysninger på internettet om hverken Domaine du Grézas og de to brødre, altså udover fra nogle af de danske forhandlere. Derfor må der være tale om et meget lille og ukendt vinhus.

Dette er en Réserve du Domaine, men der findes også en Grande Cuvée, hvor vinifikationen er lagt i hænderne på de mere kendte Dauvergne Ranvier, der har opnået hæder og lovprisninger fra mange vinanmeldere.

Denne Côtes-du-Rhône Réserve du Domaine skulle være lavet på 60% Syrah og 40% Grenache, men ellers kan jeg ikke finde oplysninger om produktionen. Vi springer derfor i stedet direkte ind i mine smagsnoter.

Næsen er virkelig urtet med lavendel, peber, sort kul, en smule mejeri, hængt kød og syrlig mødding. Dufter faktisk ganske okay med en lidt sjov, syrlig side. I munden er vinen blød, kraftfuld med en igen urtet og syrlig kant med blæk, peber og slet ikke så godmodig og interessant som næsen.

Forhandles af ExploreWines.dk, hvor prisen er 59,50 kr.

Rating 3/7