I den første runde valgte jeg til fruen – i samråd med Vinkapellet Samsø – denne hvide Loire vin Les Chênes Reuilly Sauvignon fra det lille vinhus Domaine Denis Jamain.
Vinhuset hedder helt præcist Domaine de Reuilly – SCEV Denis Jamain og ligger netop i byen Reuilly i det Centrale Loire ikke særlig langt fra distrikterne Sancerre, Pouilly-Fumé og Menetou-Salon.
VIngården blev grundlagt i 1935, hvor Denis Jamains morfar Camille Rousseau slog sig ned i Reuilly og plantede sine første vinstokke på Sauvignon Blanc. Ejendommen og markerne havde dog haft en lang længere historie, da de første vinmarker i Reuilly i det 7. århundrede blev givet til det kongelige kloster i St-Denis af kong Dagobert.
Camille Rousseau lavede primært hvidvine, men senere blev vingården også kendt for deres vine op Pinot Noir og Pinot Gris, men det var først i begyndelse af 1990’eren, at der igen rigtigt kom gang i vinproduktionen, hvor Denis Jamain greb faklen og udviklede Domaine de Reuilly.
Han drev først gården som konventionelt – men bæredygtigt . vinbrug i mange år, men i 2007 konverterede han så til økologisk landbrug certificeret af Veritas og senere i 2011 til og biodynamisk drift certificeret af Demeter.
Denis Jamain har i alt 23 hektar vinmarker, der er fordelt på de 4 primære lokaliteter Les Cavoine, Les Pierres Plates, Les Chatillons og Les Conges … alle med den typiske jord med kridt, ler og kalksten, som giver vinene denne mineralske side.
Her smager jeg så Denis Jamains 2021 Les Chênes Reuilly Sauvignon, og da Les Chênes jo betyder egetræ, så er der tale om fadlagret Sauvignon Blanc.
Efter høst og presning er vinen lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i rustfri stålkar. Efter endt fermentering har vinen så gennemgået malolaktisk gæring i 400 liter demi-muids før den så lagres 12 måneder på egefade, der er 1 til 3 år gamle.
Les Chênes aka fadlagringen kan også omgående duftes, for i næsen får du en fed duft og ikke typisk skinger Sauvignon Blanc vin, men du får i stedet vanilje, karamel og mælkechokolade … og så kommer den karakteristiske Sauvignon Blanc karakter alligevel frem med hyld, grønne pebre og iidt frisk græs. Frugten er mest kvæde, fersken og måske endda lidt abrikos … suppleres også med lidt nødder samt finsk lakrids med lidt råsødme.
Smagen er meget bred … meget likeable, fed og olieret, så vinen næsten smelter i munden. Men tag ikke fejl, vi er fortsat i det rene, klare og syrlige land med en slank, tynd, klein og spinkel vin. Der kommer dog også noget hvid peber, fersken og lime, lidt træ og alligevel ganske harmonisk og kompleks.
Det er sgu lidt af en syrlig vinder … har masser af rigdom og sjæl … måske er det hele kombinationen af den karakteristiske og syrlige drue, biodynamisk tilgang og brug af fad … det virker i hvert fald bragende godt, så dermed 94 point.
Forhandles hos Vinkapellet Samsø, hvor en flaske koster 300 kr.