Ugen bød også på et enkelt lille glas af denne Arboleda Carmenere fra Viña Arboleda … det lille sideprojekt for Eduardo Chadwick a.k.a. Viña Errazuriz. Det er et vinhus/projekt, som jeg har skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte deres Arboleda Pinot Noir.
Eduardo Chadwick grundlagde Viña Arboleda i 1999 som et lille prestigeprojekt. Vinhuset ejer vingården Aconcagua Costa med 230 hektar vinmarker på et formidabelt område kun 12 kilometer fra Stillehavet i nærheden af Concón.
Det er et forholdsvis koldt område med en årlig gennemsnitlig temperatur på 14 grader og omkring 350 mm nedbør. Der er køligt og blæsende. Her dyrker Arboleda primært Sauvignon Blanc og Chardonnay samt Pinot Noir og Syrah.
Regionens klima er præget af tørre somre og regnfulde vintre, hvilket gør vinmarkernes lerede jordbund perfekt, da den holder på fugten fra de regnfulde vintre og frigiver den i de tørre somre.
Floraen og faunaen på Aconcagua Costa er meget forskellig og det giver en mangfoldighed af plante- og dyrearter. Viña Arboleda har da også gjort en masse tiltag for at beskytte naturen, bl.a. de mange vandløb, der findes i området. Ligeledes har man lavet et slags reservoir på 8 hektar …. et slags fredet område for trækfugle, som krydser området på forskellige tidspunkter af året.
Selve navnet Arboleda er spansk og betyder “at dyrke træer”, hvilket skal ses som en hyldest til de oprindelige chilenske træer, som vokser på husets vinmarker. Og derfor er der også et stort træ på etiketterne af husets vine.
Denne Arboleda Carmenere er selvfølgelig på 100% Carmenere og druerne kommer fra flere forskellige vinmarker, der alle er beliggende i Colchagua Valley, 200 kilometer fra Santiago. Vinifikation er ganske traditionel med ompumpning af vinen under gæringen samt lagring på 40% egetræsfade (80% amerikanske og 20% franske) i 12 måneder.
Og lad mig afsløre med det samme; det ikke er en vin, som falder i min smag. Duftmæssigt er det overmodne blommer, rosinvand, gammel sherry, gammel kælder, chokolade, vanilje … opulent og lidt kvalm, hvis jeg skal være ærlig. I munden er vinen fyldig og har godt med solmodne, mørke bær, lidt peber, vanilje og sødme. Mangler ganske enkelt noget syre og rygrad. Det hele bliver lidt overgjort. fladt, tamt og kønsløst.
Nu skal det retfærdigvis siges, at jeg alene smagte vinen dagen efter, at flasken var åbnet. Flasken havde dog stået med proppen i over natten, men jeg smagte altså ikke vinen lige efter åbningen af flasken. Om det havde ændret noget … ja, det skal jeg ikke kunne sige.
Forhandles af Vinspecialisten, pris 150 kr.