2009 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder’s Reserve, Aconcagua Valley, Chile

2009 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder's Reserve, Aconcagua Valley, ChileUpdate fra ugen, som bl.a. bød på et glas af denne Don Maximiano Founder’s Reserve … en af topvinene fra Viña Errazuriz, det store chilenske vinhus.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden.

Og husets Cabernet Sauvignon Estate er da også kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, mens en af husets topvine Viñedo Chadwick tidligere har vundet en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux.

Vinene hos Errazuriz er opdelt i 4 serier, nemlig først Estate Reserva, som er husets basisvine, Reserva fra specialudvalgte marker og en videreudvikling af Estate Reserva-vinene, ofte med lidt længere/intens fadlagring. I denne serie finder vi bl.a. de populære Max Reserva vine.

Så laver huset og en serie med specialiteter, fx Single Vineyard, Wild Fermented, Organic og Late Harvest og i toppen deres ikonvine, nemlig vinene Viñedo Chadwick, La Cumbre Syrah, Sena, KAI Carmenere og så denne Don Maximiano Founder’s Reserve Cabernet Sauvignon.

Helt ren Cabernet Sauvignon er det nu imidlertid ikke, for vinen er i denne ågang 2009 lavet på 80% Cabernet Sauvignon, 10% Carmenere, 5% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Oprindelig var vinen dog ren Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet i klassisk Bordeaux stil, dvs. med vinifikation, hvor druerne er helt adskilt fra den øvrige del af høsten under gæringen. Maceration på mellem 16 og 35 dage afhængig af den enkelte produktion. Derefter har vinen lagret 22 måneder på nye fade af fransk eg.

I næsen har vinen en dyb mørk frugt, solbær med vanilje, lakrids, kanel, lidt peber og efter lidt tid i glasset kommer der en lidt animalsk note, som er ganske herlig. I munden er der en meget lang i eftersmag, men selvom vinen er cremet, fed og fyldig, så er vinen meget frisk i frugten og samtidig også langt lettere i smagen end duften antyder. God balanceret syre og meget ren i frugten. Smager supergodt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 550 kr.

Rating 5/7  

Skriv et svar