Vi fortsatte med tysk Riesling, for den næste vin blev en 2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Karl Schaefer på Weinstraße i byen Bad Dürkheim i Pfalz.
Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1843 af lægen Dr. Christian Schaefer, men det er hans søn Karl Schaefer, som er ophav til det nuværende navn på vingården.
I dag drives gården af 6. generation i form af ægteparret Marianne – også kaldet Nana – og Job von Nell. De har over 17 hektar marker og blandt dem finder vi klassificerede marker Michelsberg, Spielberg, Pechstein, Gerümpel, Fuchsmantel, Herrenberg og Weilberg.
Vinhuset har i mere end 100 år været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter og familien har opnået anerkendelse både nationalt og internationalt for deres finesse, kompleksitet og balance.
De fokuserer på at udtrykke det unikke terroir i Pfalz gennem deres vine og anvender bæredygtige dyrkningsmetoder i deres vinmarker.
Her smager vi deres 2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs, hvor druerne kommer fra Grosse Lage delen af Dürkheimer Michelsberg … en af de ældste afgrænsede vinmarker i Pfalz. Den ligger sydligst på Dürkheimer bjergkæden med terrasser, som vender mod syd og har en optimal eksponering mod solen.
Jordbunden består især af smuldrende røde sandsten og aflejringskalk, som sikrer en god dræning i dybden. Druerne her er altid modne før de andre parceller, men bliver høstet relativ tidligt, mens de stadig har friskhed og sprødhed.
Der er ikke så meget info om produktionen, men druerne er økologiske, gæringen er sket spontant i ståltanke og vinen skulle vistnok også være lagret med bærmen i tankene … og så ligger restsukker niveauet omkring 6 gram pr. liter.
I næsen er der også lidt mere fedme end hos den foregående … som fed linolie, petroleum, nødder og har en frugt, der virker en smule til den federe side med tørrede og kandiserede frugter … fersken, pære og ananas, meget dyb og intens med lidt mulle kælder og røg … pænt cremet og olieret.
Sådan smager den også … cremet og småopulent, meget intens med hvid peber, fuldfed kandiseret grape og eksotiske frugter af mango, ananas og grillet lemon … men samtidig perfekt balanceret mellem sødme, syre og den hvide peber. Den har godt med modent bid og nogle nærmest nøddeagtige elementer. 95 point.
Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 379 kr.