Vi kender jo mest Rui Roboredo Madeira fra hans vine fra de højtbeliggende marker i Beira Interior i Portugal, men han laver også vine fra Douro området, som nu fx denne 2011 Roboredo Premium.
Rui laver både vine i Beira Interior, Duoro og endda også i Tro i Spanien. I Douro ligger hans marker nedstrøms Ribera del Duero ret tæt ved den spanske grænse på terrasser, der skråner stejlt ned mod Dourofloden i omkring 300 meters højde.
Denne Roboredo Premium er lavet på 50% Touriga Franca, 40% Touriga Nacional samt 10% Tempranillo. Efter høsten er druerne så afstilket og har gæret og macereret i ståltanke ved 28 grader, mens den derefter er presset og lagret 9 måneder på nye og brugte franske barriques.
Duftmæssigt byder vinen på en god, overraskende og lidt ristet aroma, hvor der er en mørk frugt med sorte kirsebær, solbær og lidt blommemarmelade, lidt cedertræ, våde fade, fennikel, mynte, mørk bitter chokolade og tørre krydderier.
Smagen er blød, let krydret og samtidig ganske mineralsk eller stenet med en frugt af tranebær, kirsebær og brombær. Vinen virker også pænt tør og tanninerne er da også meget markante, tørre og så har vinen nærmest en parfumeret kant. Det er som altid hos Rui Roboredo Madeira skruet forbandet godt sammen, 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.