2020 Vignobles Famille André Lurton, Diane by Jacques Lurton Blanc de Noirs Méthode Traditionelle Brut, Bordeaux, Frankrig

2020 Vignobles Famille André Lurton, Diane by Jacques Lurton Blanc de Noirs Méthode Traditionelle Brut, Bordeaux, Frankrig Nature   Den næste vin … en mousserende vin lavet som en Blanc de Noirs alene på Cabernet Sauvignon druer fra Bordeaux havde jeg glædet mig til at smage. Den kommer fra den store og rige Lurton familie og det er deres 2020 Diane by Jacques Lurton Blanc de Noirs Méthode Traditionelle Brut.

Både Jacques og François Lurton er sønner af den kendte vinmager André Lurton, som bl.a. ejer Chateau Bonnet, La Louviere, Château Dauzac, Château Couhins-Lurton og mange andre slotte.

En fætter leder Yquem og Cheval-Blanc, en anden Brane-Cantenac, så de to brødre er derfor helt bogstaveligt født ind i vinbranchen i nok et af Bordeaux’ mest celebre vindynastier, som har produceret Bordeaux vine mange, mange år.

Derfor er det meget naturligt, at Jacques Lurton også har lavet en mousserende vin på netop Cabernet Sauvignon druer fra Bordeaux, selvom vinen er lavet og flasket hos Lateyron i Montagne … en lille familievirksomhed, der har specialiseret sig i at lave Crémant de Bordeaux.

Jacques Lurton selekterer Cabernet Sauvignon druerne fra en 2,5 hektar sydvendt mark på det berømte slot Château Bonnet. Efter en hurtigt høst er presses druerne direkte ved lave temperaturer for at bevare friskheden i vinen.

Basisvinen gærer frugtbevarende ved 16-18 grader på ståltank og herefter følger andengæringen på flaske med 9 måneder lagring på de fine gærrester efter den klassiske champagnemetode.

I næsen er der godt med stort brus, der lige får næsen til løfte sig, men det er nu faktisk en meget behagelig aroma, hvor der både er en smule karamel, chokolade, gærede noter, wienerbrød, toast, nødder, modne æbler, æblemost, ananas, mango og kandiseret citrusfrugt. Den har en helt eksplosionsagtig frugt samt en nærmest smuk og imponerende dybde.

Smagen er også meget elegant … dyb, tør og sødbitter, men det er med en fabelagtig balance. Der er en frugt, der helt klart har nogle røde frugter over sig, syrlige kirsebær suppleret med grillet grape samt en eksotisk frugt med ananas, pæresaft og kvæde. Det har en ganske tør og sødlig bitterhed, selvom det egentlig afleverer sit udtryk på en cremet og let opulent facon … lidt som moden, god, ældre årgangschampagne. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7