Lige et par updates, bl.a. med en ny årgang af Cuvée des Collines fra Domaine Sipp Mack … et vinhus, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen.
Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.
Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter, Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.
Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.
Cuvée des Collines er forskellig fra de fleste Alsace-vine, der jo normalt er enkelt-drue vine. Cuvée des Collines har Sipp Mack lavet specielt til Jysk Vin og druesammensætningen består af 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat. Jeg har tidligere smagt vinen, blot i en årgang 2011, men det var jeg ikke specielt begejstret for vinen.
Jeg synes dog, at 2012’eren her er bedre … som om, at vinen har fået en smule mere karakter og den fremstår ikke længere så neutral. Duftmæssigt er der nemlig god friskhed, Rieslingen fornemmes fortsat, lidt sødme … og også en smule syre. Balancen er egentlig ganske fin. Smagsmæssigt fremstår vinen også ganske okay … selvom jeg fortsat foretrækker en ren Riesling.
Forhandles hos Jysk Vin, pris 66,50 kr., men jeg købte min på tilbud til 52 kr.